Nu straffes de med fængsel og udvisning: Kroatisk familie begik voldsomme hjemmerøverier

Fem kroatiske statsborgere, hvoraf fire af dem er i familie, har stået bag en stribe voldsomme hjemmerøverier mod blandt andre to kvinder i Christiansfeld. Nu skal de i fængsel og derefter udvises de af Danmark.

En kroatisk familie har fra 2015 til 2017 sammen med en bekendt stået bag en stribe hjemmerøverier og indbrud fordelt over store dele af Danmark - blandt andet i Christiansfeld tilbage i oktober 2017. Her blev to kvinder på henholdsvis 90 og 87 udsat for hjemmerøveri.

Det ene hjemmerøveri blev begået mod en 90-årig kvinde på Vestervang i Christiansfeld omkring klokken 02.00, hvor kvinden overraskede tre gerningsmænd i sit hjem. 

Gerningsmændene låste den 90-årige inde i soveværelset, mens de frarøvede hende værdier i hjemmet. Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen kl. ca. 11.00 søndag den 29. oktober, hvor den 90-årige kvinde kort forinden var blevet fundet af en nabo, som hjalp hende ud af det aflåste soveværelse.

Det andet hjemmerøveri blev begået mod en 87-årig kvinde på Gammel Kongevej også i Christiansfeld cirka en halv time senere. Her overraskede kvinden tre gerningsmænd i sit hjem omkring kl. 02.30. Gerningsmændene spærrede den 87-årige kvinde inde på badeværelset, hvor de barrikaderede døren med et bord, mens de frarøvede hende smykker og andre genstande i hjemmet.

Kroaterne dømt mange års fængsel og udvisning af Danmark  

Onsdag har et nævningeting ved Retten i Nykøbing Falster besluttet, at brødrene Toncek Mujagic og Bernardo Mujagic på 23 og 20 år idømmes fængsel i 15 år samt udvises af Danmark for altid.

Deres forældre, Santino Koren og Ljilana Mujagic, idømmes 12 års fængsel og udvises også.

Kroatiske Ivica Gegic, som er ven af familien, straffes med udvisning og fængsel i otte år for tre hjemmerøverier.

Tidligere på dagen slog retten fast, at de to brødre og deres forældre er skyldige i 24 hjemmerøverier fordelt over hele Sjælland, Sydøstjylland og på Lolland og Falster.

Røverierne har særligt været rettet mod ældre eller syge mennesker, som boede alene.

De ældre mennesker blev typisk bagbundet med gaffatape, tæsket og truet på livet, inden to gerningsmænd løb fra stedet med kostbare effekter.

Blandt andet blev en 82-årig kvinde en februarnat i 2017 revet ud af sin seng, bagbundet og fik gaffatape om ansigtet.

En person tog fat om hendes hals, mens en anden rev hendes fingerringe af, så hun brækkede en knogle.

På gulvet foran sengen efterlod de den 82-årige kvinde hjælpeløs. Flere timer senere blev hun fundet af sin datter.

Specialanklager Susanne Bluhm krævede, at strafferammen for røveri og frihedsberøvelse skulle sprænges, og at brødrene blev idømt 18 års fængsel.

- Jeg mener ikke, at der er nogen formildende omstændigheder. Der er tale om grove og mange hjemmerøverier, sagde Susanne Bluhm under sin procedure.

- Det eneste gode ved den her sag er, at der ikke er nogen, der er døde. Det er ikke en drabssag. Men som jeg ser det, beror det mest på held.

En tredje bror var også tiltalt i sagen, men han blev frikendt.

Der var i alt rejst tiltale for 45 forhold.

Alle fem dømte ankede dommen på sted.