Ny undersøgelse af Tobias-sagen

Vi har ikke gjort noget galt i Tobias-sagen, siger Koldings borgmester. Alligevel sætter han  en undersøgelse i gang.

JyskeVestkysten oplyser i dag, at undersøgelsen bliver iværksat, fordi oplysninger fra en ven til drengens forældre ikke er noteret i journalen.

Ulykkelig sag

- Hele sagen er dybt ulykkelig. Vi ville alle ønske, at det havde været muligt at forudse og forhindre tragedien. Det er der desværre intet, der tyder på, at det var, fordi ingen af de indkomne underretninger eller henvendelser pegede i retning af en tragedie, siger borgmesteren til JyskeVestkysten.
 
Han tilføjer, at alle muligheder for en bedre sangsbehandling ikke desto mindre skal undersøges. 
   
- Derfor har jeg bedt socialforvaltningen om nøje at gennemgå den måde, vi håndterer henvendelser til kommunen. Hvis der er noget at lære af denne sag, må det ikke gå tabt, siger Jørn Pedersen.

Ny visitation

JyskeVestkysten oplyser, at fra 1. november vil Kolding Kommune være klar med en visitations-enhed, der skal behandle alle nye underretninger og sikre ensartet sagsbehandling.

Socialministeren er blandt dem, der har kritiseret Kolding Kommune for behandlingen af Tobias-sagen. Kommunen har sendt en redegørelse til ministeren, som har udtalt interesse for at få svar på en række spørgsmål.