Nyt risiko-team skal minimere risikoen for uheld

Virksomhederne i Kolding Kommune kan nu få foretaget et ekstra brand- og miljøtilsyn. Det skal være med til at forhindre ulykker.

Et uheld på en virksomhed, der truer miljøet - og derfor kræver mange ressourcer - kan blive en dyr affære både for virksomheden og for kommunen.

Derfor har Kolding Kommune nu lavet et nyt tiltag, hvor de tilbyder at sende deres nye risiko-team på besøg.

En af de virksomheder der har sagt ja tak til at få sikkerheden undersøgt, er Agri Norcolds frostvarelager i Kolding. Her har besøget gjort en forskel og været med til at skærpe sikkerheden i virksomheden.

quote

Vi ser det som en mulighed for at blive endnu bedre til at forebygge uheld.

Jens Erik Agerbo, teknisk leder, Agri Norcold, Kolding

- Vi ser det som en mulighed for at blive endnu bedre til at forebygge uheld. Vi har stor fokus på sikkerheden, men nu får vi friske øjne på vores hverdag, siger teknisk leder hos Agri Norcold, Jens Erik Agerbo, til TV SYD.

I Kolding Kommune ser de det også som en fordel, at flere virksomheder får besøg af risiko-teamet. For når der sker et uheld, der truer regnvandet eller giver jordforurening, betyder det også, at der er udgifter til kommunen.

- Det kan være en brand, hvor der opstår giftige dampe, det kan være en jordforurening, der kommer fra en tank, der er blevet utæt, siger Christian Dahl Jacobsen, der er miljømedarbejder ved Kolding Kommune til TV SYD.

Agri Norcold er glade for det nye tiltag.
Agri Norcold er glade for det nye tiltag.

I dag er det lovpligtigt, at kommunerne udfører miljøtilsyn inden for blandt andet kemi- og produktionsvirksomheder, hvor der er en høj risiko for brandulykker og miljøudslip, men sådan er det ikke i alle brancher, selvom der stadig kan være risici.

Kolding Kommune laver årligt 225 miljøtilsyn på virksomheder. Det nye tilbud gælder de virksomheder, der ikke i forvejen er såkaldte risikovirksomheder.