Nyt væbnet røveri i Kolding

For anden dag i træk har der været et væbnet røveri i Kolding. Ved lukketid torsdag gik det ud over Rema 1000 på Seestvej.

To mænd kørte op til butikkens indgang på en rød knallert-scooter. Den ene mand ventede uden for, mens den anden løb ind i butikken, hvor han med en pistol truede de ansatte til at udlevere kassebeholdningen. Derefter løb han ud til sin medsammensvorne, og de forsvandt i retning af Tøndervej.

Ligner røveri mod Netto

Røveriet fandt sted klokken 20:56, men politiet kan ikke oplyse, hvor mange penge, det drejer sig om.

Flere medarbejdere var i butikken, da røveriet fandt sted. De beskriver røveren som dansk-talende uden accent, godt 180 centimeter høj, almindelig af bygning. Han bar en lys jakke eller trøje med hætte og havde trukket en sort elefanthue over hovedet.

Røveriet minder om et røveri tirsdag aften mod Netto på Haderslevvej i Kolding. Her truede røverne med et oversavet jagtgevær, og de stak af på en sort motorcykel, formentlig af mærket Kawasaki.

Politiet er interesseret i oplysninger om begge røverierne.