Olieudslip fra gård i Kolding

Beredskabet i Kolding har i de seneste timer bekæmpet et olieudslip fra en landejendom på Skovhavevej i Bjert.

5.000 liter sojaolie er sluppet ud i et nærliggende vandløb.

Indsatsleder Ronni Petersen fra beredskabsafdelingen i Kolding Kommune regner med, at beredskabet har ryddet op i løbet af eftermiddagen mandag.

- Vi fik stoppet udslippet, inden olien flød ned i en større å, så vi regner ikke med, at dyrelivet tager skade, siger Ronni Petersen.

Madolien nedbrydes i naturen, men beredskabet sørger alligevel for, at den bliver suget op. Olien ligger i overfladen af en lille bæk.