Optimisme hos KIF-direktør trods minus på kontoen

Et minus på næsten 5,9 millioner kroner ryster ikke direktøren for håndboldklubben KIF Kolding København.

Der er fortsat røde tal i selskabet bag håndboldklubben KIF Kolding København, men direktør Jens Boesen er positiv, hvad fremtiden angår.

- Regnskabet peger i retning af, at det går den rigtige vej. For første gang kan vi se, at det går fremad, og vi nærmer os et nulresultat, siger direktør Jens Boesen til DR Sporten.

Det seneste halvårsregnskab viser et minus på næsten 5,9 millioner kroner før skat. Det seneste årsregnskab viste et underskud på 10,6 millioner kroner før skat, så Jens Boesen hæfter sig ved, at det går fremad.

Sammensmeltningen af KIF Kolding og resterne af AG København giver øget optimisme, mener direktøren.

- Vi kunne ikke accelerere vores økonomi, da vi kun var et lokalt Kolding-brand. Det var for ofte Tordenskjolds soldater, vi arbejdede med.

- Nu er vi kommet tættere på at blive et nationalt brand. Vi havde regnet med større opbakning i øst i starten, men det kommer nu. Det går den rigtige vej, og vi er i kontakt med langt større firmaer nu end tidligere, siger Jens Boesen.