Ord-krig om privat hjemmehjælp

Firmaet Kære Pleje mener at kunne dokumentere, at det svensk firma Attendo vil tabe penge på hver time, hjemmehjælperne arbejder. Dermed fortsætter en veritabel ordkrig.

Attendo har - som tidligere nævnt - vundet et udbud til ca. 1000 borgere, som har valgt privat hjemmehjælp i stedet for det kommunale tilbud. Det svenske firmas tilbud var 126 kr. lavere pr. time - hvilket vil give kommunen en besparelse på op mod seks millioner kroner om året.

- Kolding Kommune bliver den økonomiske vinder. Til gengæld bliver borgerne tabere. Sådan vil realiteten være, når Kolding Kommune fra årsskiftet benytter sig af en lov om udbud af personlig hjælp til syge og ældre, skrev Mirela Tanovic, direktør i Kære Pleje i en pressemeddelelse tirsdag.

Laveste i landet

- Det er den laveste timepris, vi hidtil har set i hele landet, og vi mener ikke, at det er muligt at drive en virksomhed som vores til den pris.

- Derfor må vi sige fra, hvis vi skulle få en henvendelse fra Kolding Kommune. Vi vil ikke byde borgere en lavere service og en dårlige kvalitet i hjemmeplejen, selv om vi har konstateret, at Kolding Kommune i sit udbudsmateriale udelukkende har fokuseret på prisen og ikke på kvaliteten, lyder det samstemmende fra ejerne af de fire hjemmehjælpsfirmaer, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Borgmester afviser

Den påstand afvises blankt af borgmester Jørn Pedersen:

- Kolding Kommune må ikke lægge til grund i et udbud, om vi tror, at en leverandør tjener penge på det eller ej. Vi må forlange ordnede arbejdsforhold, ingen løndumpning, at medarbejderne kan dansk i dette tilfælde osv. Hvilket vi har gjort.

- Vi har naturligvis også indarbejdet, at kommunens servicestandarder skal overholdes, så der kan ikke ændres på kvaliteten uanset hvilken pris, der leveres til.

Og blot til orientering, så har to leverandører mere tilsluttet sig den samme pris.

I en pressemeddelelse torsdag beklager direktøren for Kære Pleje, at de ikke skal levere hjemmehjælp i Kolding fremover.

- Kære Pleje er meget kede af ikke at skulle levere

hjemmehjælps-ydelser i fremtiden i Kolding, fordi medarbejderne har haft mange positive menneskelige oplevelser blandt Koldings borgere, skriver Mirela Tanovic.

- Er Kære Pleje så sure over ikke at have vundet udbuddet? Nej, det er vi ikke, for med den erfaring, som vi siden 2007 har gjort os på dette område i Fredericia, Vejen, Middelfart, Vejle og Kolding, ville vi aldrig kunne tilbyde en kommune så lav en timepris. Det vil vi helt enkelt ikke byde hverken ansatte eller borgere og ikke mindst vores egen forretning. Det ville have betydet, at vores levering ville blive det modsatte af det, Kære Pleje står for, nemlig tryghed, omsorg, flexibilitet og respekt.