Genopstiller din borgmester? Få overblikket her

Se hvilke borgmestre i TV SYDs 14 kommuner, der genopstiller til kommunalvalget 2021.

Tirsdag er der valg til byråd og regionsråd i landets kommuner og regioner. I denne liste kan du få overblikket over, hvilke nuværende borgmestre i de syd-, sønder- og midtjyske kommuner der er på valg og dermed går efter en periode mere.

Disse borgmestre genopstiller


Peter Sørensen (Socialdemokratiet), borgmester i Horsens Kommune

Horsens nuværende borgmester er Peter Sørensen (A).
Horsens nuværende borgmester er Peter Sørensen (A).

Peter Sørensen har haft borgmesterhvervet siden 2019, hvor han overtog posten efter Jan Trøjborgs pludselig død. Peter Sørensen sagde til TV SYD sidste år, at han genopstiller, hvis partiets medlemmer pegede på ham. Det gjorde de, og han er at finde på stemmesedlen i dag.

Kasper Glyngø (Socialdemokratiet), borgmester i Hedensted Kommune

Hedensteds nuværende borgmester er Kasper Glyngø (A).
Hedensteds nuværende borgmester er Kasper Glyngø (A).
Foto: Andreas Als, TV SYD

Hedensteds 44-årige borgmester har siddet i stolen en enkelt periode. Han håber derfor at kunne fortsætte efter kommunalvalget. Sådan har han tidligere sagt til TV SYD: 

- Der er nogle ting, man først skal finde ud af, når man sætter sig i den her stol. Nu er der ved at komme facon over tingene, og nogle af de projekter, jeg har sat i værk, begynder at folde sig ud. Det vil jeg gerne følge til dørs.

Jens Ejner Christensen (Venstre), borgmester i Vejle Kommune

Vejles nuværende borgmester er Jens Ejner Christensen (V).
Vejles nuværende borgmester er Jens Ejner Christensen (V).

- Jeg har da mod på at prøve en gang mere, siger Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, der blev valgt til posten ved kommunalvalget i 2017. Det 52-årige tidligere folketingsmedlem siger selv, at han er havnet i en drømmestilling.

- Vejle er inde i en fantastisk udvikling med vækst og flere tilflyttere. Der er masser af spændende ting at tage fat på, så jeg håber, at jeg kan få mandat til en periode mere.

Jesper Frost Rasmussen (Venstre), borgmester i Esbjerg Kommune

Esbjergs nuværende borgmester er Jesper Frost Rasmussen (V).
Esbjergs nuværende borgmester er Jesper Frost Rasmussen (V).
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Esbjergs 45-årige borgmester er også forholdsvis ny i hvervet, som han overtog ved årsskiftet 2018. Da TV SYD sidste år spurgte Jesper Frost Rasmussen, om han genopstiller, sagde han, at han gerne stiller sig til rådighed, hvis Venstres medlemmer ønsker det. Det har de gjort, og Jesper Frost Rasmussen er derfor også at finde på stemmesedlen.

Thomas Andresen (Venstre), borgmester i Aabenraa Kommune

Aabenraas nuværende borgmester er Thomas Andresen (V).
Aabenraas nuværende borgmester er Thomas Andresen (V).

Han har været borgmester siden 2014 og håber på fortsat opbakning fra vælgerne. 56-årige Thomas Andresen har stadig mange visioner for Aabenraa Kommune - blandt andet for havnearealet ved Enstedværket.

- Vi har store planer for havnen, som skal skabe arbejdspladser og vækst til området på en bæredygtig måde. Det er noget af det, som jeg brænder for. Jeg føler stadig glæde og udfordring ved mit job. Så længe jeg kan udvikle på kommunen, så fortsætter jeg, siger Thomas Andresen.

Erik Lauritzen (Socialdemokratiet), borgmester i Sønderborg Kommune

Sønderborgs nuværende borgmester er Erik Lauritzen (A).
Sønderborgs nuværende borgmester er Erik Lauritzen (A).
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

- Jeg er af mit parti valgt til at være borgmesterkandidat igen. Så det er sådan set afklaret. Og det glæder jeg mig meget til, siger 60-årige Erik Lauritzen, der har været borgmester i Sønderborg siden 2014.

- Det er et fantastisk job at være borgmester i en kommune i udvikling. Og der er mange spændende ting, jeg gerne vil følge til dørs. Så jeg er meget klar på en periode mere, siger han.

Henrik Frandsen (tidligere Venstre, nu Tønder Listen), borgmester i Tønder Kommune

Tønders nuværende borgmester er Henrik Frandsen (T).
Tønders nuværende borgmester er Henrik Frandsen (T).
Foto: Ole Møller, TV SYD

- Hvis vælgerne giver mig mandat til det, så fortsætter jeg gerne med at være borgmester i næste valgperiode.

Sådan lød det fra Tønders siddende borgmester, Henrik Frandsen, der ellers i juni blev vraget som Venstres spidskandidat til borgmesterposten i Tønder. Derfor er han nu medlem af Tønder Listen, som han stiller op for.

Steen Wrist (Socialdemokratiet), borgmester i Fredericia Kommune

Fredericias nuværende borgmester er Steen Wrist (A).
Fredericias nuværende borgmester er Steen Wrist (A).

Steen Wrist blev borgmester i Fredericia Kommune efter et utal af sager omhandlende hans partifælle og tidligere borgmester Jacob Bjerregaard og kommunen. Steen Wrist genopstiller som borgmester og er derfor på stemmesedlen for vælgerne i Fredericia Kommune.


Disse borgmestre går af

Ib Kristensen, (Venstre), borgmester i Billund Kommune

Billunds nuværende borgmester er Ib Kristensen (V).
Billunds nuværende borgmester er Ib Kristensen (V).

Efter 20 år som borgmester og 24 år som byrådsmedlem har Billunds borgmester, Ib Kristensen, besluttet sig for ikke at genopstille.

-  Jeg holder utroligt meget af mit arbejde og sammen med det øvrige byråd at gøre en positiv forskel for vores kommune. Derfor har det været en meget svær beslutning, men i sidste ende har dåbsattesten været afgørende. Den siger, at jeg bliver 70 i forbindelse med valget næste år, dermed vil jeg være 74 år ved udgangen af en ny periode, sagde han til TV SYD sidste år.

Erik Buhl Nielsen (Venstre), borgmester i Varde Kommune

Vardes nuværende borgmester er Erik Buhl Nielsen (V).
Vardes nuværende borgmester er Erik Buhl Nielsen (V).

Varde Kommunes borgmester har haft sit hverv siden 2014, og sidste år havde han endnu ikke taget stilling til, hvad fremtiden skulle bringe. Men nu har Erik Buhl valgt ikke at genopstille. 

- Til næste valg har jeg rundet 65 år og har arbejdet med kommunalpolitik i 32 år, heraf ni år som borgmester i Ølgod kommune og otte år som borgmester i Varde Kommune. Beslutningen er truffet i tæt samspil med min familie, og jeg ser frem til mere tid sammen med dem, sagde han i en pressemeddelelse.

Sofie Valbjørn (Alternativet), borgmester i Fanø Kommune

Fanøs nuværende borgmester er Sofie Valbjørn (Å).
Fanøs nuværende borgmester er Sofie Valbjørn (Å).
Foto: John Melin, TV SYD

Foråret har budt på en noget tumultarisk periode for borgmesterens parti. Sofie Valbjørn truede tidligere på året med at melde sig ud af partiet på grund af balladen omkring Alternativets leder, Josephine Fock. Hun blev dog i partiet, efter at et spinkelt flertal afgjorde, at der fortsat var tillid til partiformanden. 

Nu har Sofie Valbjørn meddelt, at én valgperiode er nok for hende. Hun genopstiller ikke ved valget til november, hvilket ikke mindst skyldes den lokale politiske kultur. Det skrev hun i en opdatering på Facebook.

Hans Peter Geil (Venstre), borgmester i Haderslev Kommune

Haderslevs nuværende borgmester er H. P. Geil (V).
Haderslevs nuværende borgmester er H. P. Geil (V).
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Haderslevs nuværende Venstre-borgmester, H. P. Geil, genopstiller ikke. For H. P. Geil handler det om familien. Onsdag fylder han 65 år, og han har udtalt, at han ikke vil ende som en, som folk mener burde være gået af for 10 år siden.

- Alting har sin tid - og nu har jeg valgt min udgang på en lang politisk indsats, sagde han til TV SYD.

Jørn Pedersen (Venstre), borgmester i Kolding Kommune

Jørn Pedersen er borgmester i Kolding.
Koldings nuværende borgmester er Jørn Pedersen (V).
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Kolding skal have ny borgmester efter kommunalvalget. Det ligger fast, efter at Jørn Pedersen har meddelt sin afgang ved udgangen af 2021. Han har haft borgmesterposten siden 2010 og mener, at det må være længe nok.

- Jeg mener, det er vigtigt, at man som borgmester har nylig erfaring med verden uden for det politiske, og at man er med til at sikre, at der hele tiden er nytænkning og foranderlighed på posten – så to til tre perioder er optimalt, synes jeg. 

- Samtidig synes jeg også, at det er nu, jeg skal videre, hvis jeg skal have en ny karriere uden for rådhuset, sagde han til TV SYD sidste år 

Egon Fræhr (Venstre), borgmester i Vejen Kommune

Vejens nuværende borgmester er Egon Fræhr (V).
Vejens nuværende borgmester er Egon Fræhr (V).
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Heller ikke borgmesterkollegaen i Vejen Kommune, Egon Fræhr, ønsker at fortsætte for en ny periode. Han har været borgmester siden 2007 og fylder 70 år i 2021.

- Jeg har været glad for at varetage opgaven som borgmester, men jeg har besluttet efter 20 år ikke at genopstille og i stedet bruge min energi på noget andet. 

- Så når denne periode udløber, må nye og yngre kræfter påtage sig opgaven og ansvaret, sagde Egon Fræhr, da han meldte ud, at han ikke genopstiller til borgmesterposten.