Pengeautomat sprængt i luften: Det har været voldsomt

En pengeautomat er natten til onsdag sprængt i luften midt i Kolding. Sprængningen var så voldsom, at hele bankens facade er ødelagt.

Lån & Spar Banks pengeautomat på Buen 2 i Kolding har natten til onsdag været udsat for indbrud. Ukendte gerningsmænd sprængte hæveautomaten i stykker, og sprængningen har ifølge politiet forvoldt store skader på bankens glasfacade.

quote

Det har været voldsomt. Store dele af bankens glasfacade omkring automaten er ødelagt.

Lars Grønlund, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

- Det har været voldsomt. Store dele af bankens facade omkring automaten er ødelagt, fortæller vagtchef Lars Grønlund, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Det er endnu uvist, om det er lykkedes gerningsmændene at få penge fra med sig, siger vagtchefen:

- Vi tror det ikke, men vi arbejder på stedet og er ved at undersøge sagen.

Politiet leder nu efter gerningsmændene, men har endnu ingen oplysninger fra hverken eventuelle vidner eller overvågningskameraer.

Anmeldelsen om sprængningen kom klokken 03.21 fra en beboer i området, der vågnede ved eksplosionen.