Pengene fosser ud, når bilister holder i kø

Det koster samfundet 90 millioner kroner om året, at bilisterne spilder tiden med at holde i kø omkring Kolding.

Pengene fosser ud af samfundets kasse, mens bilisterne holder i kø på motorvejen omkring Kolding. Det gør de så godt som hver morgen og aften året rundt, og det koster i omegnen af 90 millioner kroner om året.
Det viser beregninger fra Vejdirektoratets vvm-undersøgelse af en eventuel udvidelse af motorvejen omkring Kolding.  

Og enhver bilist ved, at det ikke kun er omkring Kolding, at motorvejstrafikken ofte har sneglefart. I en ny rapport beregner Dansk Industri, at ventetid i trafikken hvert år koster samfundet omkring 27 milliarder kroner i mistet produktivitet.

Kø, kø og kø igen ved Kolding. Arkivfoto.
Kø, kø og kø igen ved Kolding. Arkivfoto.

Kyshånd

I Trekantområdet griber de rapporten med kyshånd. Koldings borgmester Jørn Pedersen, Venstre, siger, at daglige køer og forsinkelser generer både borgere og virksomheder.

- Der er ingen grund til at udsætte udvidelsen længere, siger han.

Bedste forretning

Jørn Pedersen henviser til beregninger fra vvm-undersøgelsen, der dokumenterer, at den allerbedste trafikinvestering for Danmark er netop at udvide motorvejen omkring Kolding.

Den vil give en samfundsøkonomisk forrentning på 13,8 procent.

Trafikanalytiker Niels Græsbøl Olsen fra Trekantområdet siger til TV SYD, at det koster 600 millioner kroner at udvide med et ekstra spor omkring Kolding. Den investering vil være tjent ind på syv år, hvilket giver en samfundsøkonomisk forrentning på 13,8 procent.

Kan bedst betale sig

Dermed er det dét større vejprojekt i Danmark, som bedst kan betale sig.

Besparelsen beregnes blandt andet ved, at ventetid omregnes til værdi af tabt produktionstid, at der er færre udgifter til ulykker samt andre eksterne omkostninger.

- Udvidelsen er grydeklar. Der er lavet vvm, der er taget en principbeslutning, der er bare ikke bevilget penge, siger Niels Græsbøl Olsen.