Plejefirma bundet af overenskomst

Fagforeningen FOA har vundet en sag i Arbejdsretten mod Kære Pleje, der har afdelinger i Sydjylland og på Fyn.

I 2012 opsagde Kære Pleje overenskomsten med FOA og indgik i stedet en aftale med medarbejderne, men dommen i Arbejdsretten slår fast, at firmaet er bundet af overenskomsten, selv om den var sagt op.

FOA har blandt andet ført sagen i Arbejdsretten fordi to ansatte ikke har fået løn under sygdom.

Fagforeningen og Kære Pleje er nu gået i dialog.

Overenskomsten er blevet aktualiseret af, at Kære Plejes ansatte i efteråret valgte at gå ned i løn for at beholde deres job.