Politi advarer mod mobbe-app

Skolerne i Kolding kommune er blevet rådet til at tale med forældre og elever om populær mobbe-app. Antallet af politianmeldelser har nemlig været markant stigende.

Ask.fm hedder den mest populære app til telefonen blandt unge lige nu. En app, hvor man opretter en profil og anonymt kan skrive beskeder til andre brugere på det sociale medie. Men det har ført til en ubehagelig trend, hvor flere sender grove og mobbe-agtige beskeder til hinanden.

Derfor har politiet nu kontaktet diverse skoler for at opfordre til, at forældre og elever bliver opmærksomme på problemet. En af skolerne er Sct. Michaels skole i Kolding.

- Det er en app, som mange af eleverne bruger eller har kendskab til, forklarer ssp-konsulent Susanne Typkær.

Heldigvis har skolen ikke oplevet voldsomme tilfælde, som mange andre steder.

- Det har ikke været et problem her, fordi vi er blevet informeret så hurtigt, forklarer Susanne Typkær.

Politiet har den seneste tid modtaget mange henvendelser og anmeldelser fra forældre, hvis børn har været udsat for grov chikane via app'en.

- Politiet kontaktede derfor alle ssp-konsulenter, så lærerne kunne tage det op i klasserne, forklarer Susanne Typkær.

Hør en af eleverne Louise Schøtt fra Sct. Michaels Skole forklare, hvorfor det er rart at kunne være anonym, når hun bruger Ask.fm appen (varighed 1'14)