Politiet afblæser – mistænkelig genstand var ingenting

En mistænkelig genstand fundet af en forbipasserende fik politiet til at afspærre et område i Kolding fredag eftermiddag.

Artiklen er opdateret fredag aften, da politiaktionen er afsluttet.

Sydøstjyllands Politi har fredag aften afsluttet en opgave ved Koldinghave i Kolding, det fortæller vagtchef Jørn Bystrup.

Politiet var siden fredag eftermiddag til stede, fordi en forbipasserende havde fundet en genstand, som så mistænkelig ud. Et område var afspærret, og bomberyddere blev tilkaldt.

- Det var en boks med ledninger og rør, der sammen med nogle flere genstande lå placeret, så man kunne have en frygt for et eller andet, siger Jørn Bystrup.

Det var en forbipasserende, der var ude for at lufte hund, der fandt genstanden. Genstanden blev fundet i en ”halvforladt længeejendom”.

Den mistænkelige genstand blev undersøgt, men da den ikke var farlig, har politiet afsluttet undersøgelsen.  

Politi til stede i Kolding Byhave
Foto: Local Eyes Agency
Politi til stede i Kolding Byhave
Foto: Local Eyes Agency
Politi til stede i Kolding Byhave
Foto: Local Eyes Agency