Politiet efterlyser mand og datter: Kan være taget til Kolding

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en 32-årig mand, der sammen med sin 8-årige datter har været forsvundet siden lørdag efter samvær. Ifølge politiet kan de være taget til Kolding, hvor manden har et tilhørsforhold.

En 32-årig mand er af politiet i Midt- og Vestsjælland efterlyst sammen med sin 8-årige datter, efter de havde samvær i Roskilde lørdag. Et samvær der skulle være endt med en overdragelse af datteren til moderen, men som ikke skete. 

Politiet mener, at far og datter kan være taget til Kolding-området, som faderen, ifølge politiet, har en relation til.

Far og datter blev sidst set ved hovedbiblioteket i Roskilde lørdag 11.30. Både folk fra lokalområdet og Kolding-området bedes om hjælp til at finde de to.

Billede af Mathias der er efterlyst.
Billede af Mathias der er efterlyst.
Foto: Midt - og Vestsjællands Politi
Et billede af den efterlyste far.
Et billede af den efterlyste far.
Foto: Midt - og Vestsjællands Politi

Faderen beskrives af politiet som: mand, lys i huden, 32 år, 197 cm høj, almindelig af bygning, veltrænet, mørkt fuldskæg, langt mørkt hår i hestehale samlet i knold i nakken. Manden hedder Mathias.

Lørdag var han iført blå jakke med vandret, sort stribe foran, sorte arbejdsbukser og sorte sko. Han er måske kørende i en mørkeblå Ford Mondeo stationcar med nummerpladen BA15406.

Billede af datteren Malua.
Billede af datteren Malua.

Den 8-årige datter hedder Malua og beskrives som: pige, lys i huden, 8 år, ca. 140 cm høj, almindelig af bygning, langt lyst hår, iført en rød nissehue, mørkrød juletrøje med snefnug og julehjerter, blå jeans, lys jule-nederdel, mørke vinterstøvler med lilla snørebånd og en lyseblå jakke med Elsa/Anna (Frost-motiver) og medbringende en lyserød kaninbamse med grøn striktrøje.

Har man oplysninger om de efterlyste personer, skal man straks rette henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på 46351448 eller til den nærmeste politikreds på telefon 1-1-4.