Politiet forbereder sig på uro i Kolding

Politiet har en plan for sikkerheden før offentligt møde med den tidligere imam Ahmed Akkari i Kolding.

Politiet er forberedt på mulig uro i Kolding, hvor den tidligere imam Ahmed Akkari første gang møder offentligheden for at fortælle om sin kovending i sagen om Kurt Westergaards Muhammed-tegninger.

Ahmed Akkari taler mandag aften på et debatmøde på Kolding Bibliotek, og politiet "interesserer sig for" arrangementet, oplyser politiinspektør lederen af lokalpolitiet i Kolding, Verner Pedersen.

Verner Pedersen oplyser til TV SYD, at de har de en særlig interesse i arrangementet, og det er noget, de vil holde øje med.

Han ønsker ikke at oplyse, hvordan politiet helt konkret vurderer sikkerhedssituationen omkring mødet, og hvad der sættes i værk for, at det kan forløbe fredeligt og roligt.

Politiet er klar med en tilpasset politiindsats, men de vil ikke fortælle nærmere, hvad det betyder.

Efter at Ahmed Akkari er trådt frem i medierne med sin nye holdning, har han modtaget trusler på Facebook, sms og telefonopkald. Til Ritzau udtaler han, at han frygter tilråb og chikane fra tidligere meningsfæller fra det radikale islamistiske miljø under arrangementet.

- Jeg håber, at jeg er sikker i aften. Men jeg ved ikke noget, så jeg er lidt ængstelig og kan fornemme, at der kan ske noget. Men man skal kunne have sin mening i fred, derfor skal de ikke have lov til at sætte dagsordenen, siger Akkari til Ritzau.

Arrangøren af arrangementet, Socialdemokraternes folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen, føler sig "fuldstændig tryg", og ser hele sikkerhedsdebatten som tegn på, hvor relevant mødet er.

- Alene det, at vi bliver nødt til at tale sikkerhed, viser for mig, at det er nødvendigt at holde, når vi skal bekæmpe de her kræfter, nemlig islamisterne, siger han til Ritzau.

- Vi skal på demokratisk vis møde hinanden med argumenter og ikke med ikke-demokratiske midler. Jeg har fuld tiltro til, at politiet kan sørge for sikkerheden, men selv tror jeg, at det bliver stille og roligt, tilføjer arrangøren.