Prisen på stort gasprojekt ventes at stige med en milliard

Energinet har revideret budgettet på Baltic Pipe-projektet, som ventes at koste 8,2 milliarder i alt.

Energinet forventer, at den danske del af gasprojektet Baltic Pipe bliver cirka en milliard kroner dyrere.

Det skriver Energinet i en pressemeddelelse. Det er et selvstændigt statsligt selskab, som ejer og driver dansk energiinfrastruktur.

600 millioner kroner af prisstigningen blev offentliggjort i juli. Udmeldelsen fra Energinet kom, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet 31. maj ophævede en miljøtilladelse til gasprojektet.

Projektet blev standset på flere forskellige mindre områder langs med tracéet på forbindelsen i TV SYDs område, fordi levestederne for de truede dyr birkemusen og flagermus ikke var undersøgt grundt nok. 

Det drejer sig både om strækningen fra Lillebælt, syd om Kolding og til Egtved. Og strækningen fra Nybro Gasterminal nord for Varde og ud til Houstrup Strand hvor rørledningen går i land.

Prisstigninger på entreprenørarbejde 

Mandag skriver Energinet, at også designændringer og efterspørgsel på entreprenørarbejde har fået prisen yderligere op til i alt 8,2 milliarder.

Ifølge Energinet giver Baltic Pipe stadig - trods ændringer i budgettet - en tarifbesparelse på to milliarder kroner.

Baltic Pipe finansieres gennem tariffer, som er faste priser. Dem betaler forbrugere og virksomheder for at få transporteret gas fra producenten.

Ifølge professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen er prisstigningen ikke noget, der vælter det samfundsøkonomiske i projektet.

- Men det, der betyder noget for dem, der har naturgas, er, hvad man putter i rørene og ikke, hvad de koster. Og der ser vi i øjeblikket meget høje naturgaspriser, forklarer han.

Professor: - Projektet er ikke klimavenligt

Brian Vad Mathiesen kalder projektet "en dårlig idé for den grønne omstilling".

- Energinet argumenterer for, at der er en god ting, at der er en tarifbesparelse, men jeg vil sige, at det er en dårlig ting, fordi vi skal helt af med naturgas.

- Nogle betragter gas som et transitionsbrændsel, hvor man går fra noget fossilt til noget grønt. Men gas er ikke et grønt brændsel, det er et fossilt brændsel, siger han.

Energinet skriver i pressemeddelelsen, at det er en "virkelig svær øvelse at forudse præcist, hvor store udgifterne bliver på de her meget store og komplicerede anlægsarbejder".

Men flere ting kunne have været regnet med fra start, mener Brian Vad Mathiesen.

- I det her tilfælde mener jeg, at man kunne have taget højde for, at der har været bump på vejen. Forsinkelser, tekniske vanskeligheder og at infrastrukturen kan stige i pris.

- Selv om man var gået til myndighederne med de 8,2 milliarder, var det sandsynligvis blevet godkendt alligevel, vurderer han.

Baltic Pipe blev vedtaget i 2018 med formål om at gøre Polen og Østeuropa mindre afhængige af russisk gas.

De samlede omkostninger til Baltic Pipe ventes at ligge mellem 12 og 16 milliarder kroner.