Problemer med lysanlæg skaber trængsel og ventetid

Problemer med lysanlæg i Kolding by skaber trængsel og ventetid, fordi nogle bilister kommer til at vente længere end normalt på grønt lys.

Kolding Kommune modtager i øjeblikket en del meldinger om problemer med lysanlæg i Kolding by.

Problemet ser ud til at være størst ved Vejlevej, hvor teknikere netop er ved at gennemgå lysanlæg og programmer i håbet om at finde en hurtig løsning.

- Vi kan kun beklage, at trafikken glider lidt dårligere end normalt. Jeg kan ikke love, at der ikke vil være problemer med lysanlæggene, når folk skal på arbejde i morgen tidlig, siger trafikplanlægger i Kolding Kommune Erik Harbo. 

Lyssignalerne kan have hedeslag

En af de teorier, som teknikerne undersøger, er, om den seneste tids hedebølge kan have påvirket nogle af lyssignalerne.

- Hvis anlæggene ikke bliver nedkølet hurtigt nok, kan det eventuelt skabe problemer med driften, men det er kun en teori blandt flere, som vi nu skal have undersøgt grundigt, siger Erik Harbo.

Tidligere på måneden var der udfordringer med lyssignalerne i hele Syd- og Sønderjylland, men det var et resultat af problemer med elforsyningen.

Ud over problemer med lyssignalerne kan flere andre faktorer bidrage til, at trafikken glider lidt dårligere end normalt her efter sommerferien.

Der er ved at blive lagt ny asfalt på Stadionvej/Alpedalsvej, Hospitalsgade er spærret for trafik, ligesom Vejdirektoratet er ved at lægge ny asfalt på motorvejen rundt om Kolding.