Reflekser - jeg skulle også have en til min lillebror

80.000 reflekser blev torsdag morgen delt ud på skoler i hele landet. Ved Bakkeskolen i Kolding gik de som varmt brød på en kold morgen.

- Jeg skulle også have én til min lillebror.

En lille dreng ved bakkeskolen i Kolding havde fået til opgave at skaffe en refleks til sin lillebror, da han torsdag morgen mødte en mand, der delte reflekser ud til alle børn på vej i skole.

Børneulykkesfonden og Codan delte på Årets Refleksdag 80.000 reflekser ud i hele landet for at sætte fokus på synlighed i trafikken og minde danskerne om at huske reflekserne. I Kolding foregik det ved Bakkeskolen, og der var rift om dem.

Torsdag morgen deltes masser af reflekser ud til børnene. 
Torsdag morgen deltes masser af reflekser ud til børnene. 
Foto: John Melin, TV SYD

I Region Syddanmark viser det sig, at næsten halvdelen af befolkningen går med refleks. En undersøgelse viser, at:

  • 47 procent af de adspurgte i Syddanmark har altid eller for det meste reflekser på (46 procent i 2015)
  • 43 procent af de adspurgte i Syddanmark går aldrig med reflekser
  • 64 procent af de syddanske bilister eller førere af andre køretøjer har oplevet at overse en cyklist eller fodgænger eller først fået øje på dem meget tæt på, fordi de ikke bar reflekser eller lygter (60 procent i landsgennemsnit)

Undersøgelsen er gennemført for Børneulykkesfonden og Codan af Epinion. Undersøgelsen er baseret på en rundspørge blandt 1.048 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 15-64 år i september 2016.

Reflekser redder liv, fortæller Jesper Schnell, der torsdag morgen delte reflekser ud ved Bakkeskolen i Kolding. Video: John Melin, TV SYD

Reflekser reducerer ulykker i mørket med 85 procent, derfor kan reflekser gøre en stor forskel ude i trafikken. Og en bilist, som kører med nærlys med 50 km/t, har otte sekunder mere til at opdage en fodgænger, der bruger refleks end en fodgænger uden refleks (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge).