Regeringens motorvejsplaner skaber glæde

Både kommuner og virksomheder klapper i hænderne over udsigten til en ny motorvejsstrækning ned gennem Jylland.

Regeringen vil i 2017 lave en komplet undersøgelse af mulighederne for en motorvej, der skal gå næsten lodret gennem Jylland.  Fra Hobro over Viborg og så ned igennem både Give, Billund og Haderslev.

Det er en udmelding, der skaber jubel i Syd- og Sønderjylland.

- Vi vil rigtig gerne have en motorvej, for vi er afhængige af at komme frem og tilbage hver eneste dag, siger Steffen Yde, der er driftsdirektør hos Dansk Auto Logik i Vamdrup.

quote

Det er mange penge, vi kan spare, hvis der kommer en motorvej.

Steffen Yde, driftsdirektør, Dansk Auto Logik

Dansk Auto Logik transporterer biler rundt på vejene, og her er det altafgørende, at trafikken glider ordentligt.

- Vi har regnet lidt på det, og der går i gennemsnittet 20 minutter ekstra, når vi holder i en eller anden kø på E45, og det koster os årligt et sted mellem 3 og 4 millioner. Så det er mange penge, vi kan spare, hvis der kommer en motorvej, siger Steffen Yde til TV SYD.

Også borgmesteren i Kolding Kommune er begejstret for motorvejsplanerne:

- Det vil betyde, at vi får endnu bedre trafikafvikling. Det stopper jo til omkring Kolding, og det er absolut nødvendigt, at der sker noget. Vi vil også blive forbundet til Billund Lufthavn, så jeg er meget positiv, siger borgmester Jørn Pedersen

Hærvejsmotorvejen vil koste mellem 15 og 22 milliarder at anlægge og en fuld udbygning vil tage omkring 13 år.

- For virksomheden her og for vores kunder og kolleger, så håber jeg på, at det er et projekt, der kommer i gang så hurtigt som overhovedet muligt, siger Steffen Yde fra Dansk Auto Logik.