Retssag: Kvinde kan ikke få erstatning efter ulykke

Forsikringsselskab vil ikke give erstatning til en kvinde fra Kolding efter trafikulykke. Hun blev nemlig ikke tilset af en læge.

Tina Lund fra Kolding lider af piskesmæld og har ondt hver dag efter en trafikulykke for seks år siden. Onsdag begynder hendes retssag, fordi hendes forsikringsselskab ikke vil betale erstatning.

Årsagen er ifølge Tina Lunds advokat, Anne Katrine Bay, at hun efter ulykken blev tilset af en sygeplejerske på skadestuen i Kolding ? og ikke af en læge.

-Det er uhyggelige perspektiver, at mennesker kan miste retten til erstatning, hvis de er så uheldige at blive tilset af sundhedspersonale i den forkerte kittel. Det er urimeligt, at man som syg skal være opmærksom på, om det er en læge eller en sygeplejerske, der noterer i journalen,? siger Anne Katrine Bay.

Tina Lund selv forklarer, at hun udfyldte en skadesanmeldelse, og at sygeplejersken lavede et notat i skadejournalen om ondt i nakken.

-Jeg havde hverken overskud eller fantasi til at forestille mig, at det kunne blive fatalt for min fremtid, at jeg ikke blev tilset af en læge, siger hun.

Før ulykken havde hun et fuldtidsjob. I dag arbejder hun som pædagogmedhjælper i et fleksjob:

-Hele sagsforløbet har været opslidende og umenneskeligt, siger Tina Lund.

Retssagen forventes afsluttet i løbet af juni.