Rhododendronen blomstrer, og duerne har fået unger: Foråret er på vej

Det varme vejr i januar gør planter og dyr forvirrede. I Geografisk Have i Kolding gør de noget andet, end de plejer.

Rhododendronen blomstrer. Det samme gør Klematis. Duerne har fået unger, og ukrudtet vokser vildt allerede. 

Der er forårsfornemmelser i Geografisk Have i Kolding, hvor både blomster, dyr og naturvejlederen mærker den varme vintermåned. 

- Her i haven forundres vi over, at der er en masse ting, der ikke er, som de plejer at være i januar måned, fortæller Rune Kjærgaard Lange, der er naturvejleder i Geografisk Have i Kolding.

Varmeste januar nogensinde

At blomsterne springer ud, og at duernes æg knækker før tid, skyldes de varme temperaturer.

Faktisk er januar i år så usædvanlig varm, at det bliver svært at undgå en ny varmerekord.

Lige nu ser det nemlig ud til, at januar bliver den varmeste nogensinde, siden man begyndte at måle den slags i 1874.

Derfor er naturen så skruphamrende forvirret, at næsten hele Geografisk Have i Kolding er for tidligt på den i år.

- Brevduerne har fået unger allerede den niende januar, og hvis vi havde haft en normal vinter, ville de ikke have kunnet holde varmen. Men de trives rigtig godt, så det er usædvanligt, fortæller Rune Kjærgaard Lange.

Brevduernes unger ville ikke overleve, hvis det var en normal januar måned med koldere vejr.
Brevduernes unger ville ikke overleve, hvis det var en normal januar måned med koldere vejr.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Milde vinde, giver mild vinter

Den varme vinter skyldes, at der blæser milde vind op mod Danmark fra sydvestlig retning, mens kulden normalt kommer fra nord og øst. 

Resultatet er et fravær af sne og kun ganske få nætter med sporadisk nattefrost.

Den varmeste temperatur i januar i år blev målt til 11,9 grader. Det er ikke helt nok til at slå varmerekorden, der er målt til 12,4 grader i 2005 - men det er nok til at få forårsblomsterne til at springe ud.

Rundt omkring i Geografisk Have i Kolding springer forårsblomsterne ud.
Rundt omkring i Geografisk Have i Kolding springer forårsblomsterne ud.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD