Rørt para-rytter overrasket og hyldet på rådhuset

Venner og familie tog fusen på para-atleten fra Christiansfeld.

Tobias Thorning Jørgensen var noget overrasket, da han kom ind i byrådssalen i Kolding onsdag eftermiddag. Han anede intet om, at han skulle hyldes af venner, familie og byens borgmester, men troede, han skulle til et kedeligt møde i kommunen.

- Jeg blev vanvittig overrasket og vidste ikke, hvad jeg skulle sige, fortæller en glad Tobias Thorning Jørgensen om den overraskende drejning, dagen pludselig tog.

Den 19-årige paradressurrytter fra Christiansfeld blev hyldet for et fantastisk 2019, hvor han blandt andet har vundet EM-guld to gange og EM-bronze i paradressur. Og så er han blevet nomineret til årets fund af Danmarks Idrætsforbund. En pris der uddeles i slutningen af december.

Hårdt arbejder gør det ikke alene

De fornemme placeringer og nomineringer blev fejret med taler og honningkager (naturligvis, han er fra Christiansfeld) til ære for det unge talent.

- Det er en kæmpe motivation og støtte, at både venner og familie og også kommunen går ind og støtter mig. Det er helt fantastisk. Man kan komme langt med hårdt arbejde, men man skal også have baglandet med sig, mener Tobias Thorning Jørgensen.

Næste mål for Tobias er OL i Tokyo i 2020, hvor han går efter en topplacering.