Royal Run passerer 80.000 deltagere

En måned inden startskuddet lyder til Royal Run, er mere end 13.000 deltagere tilmeldt løbet i Kolding, mens der i hele landet er mere 80.000, som snører løbeskoene.

Det er blevet en tradition, at danskerne snører løbeskoene 2. pinsedag.

I år er det den 6. juni, og her en måned inden startskuddet til Royal Run har 80.000 danskere allerede tilmeldt sig.

Deraf er mere end 13.000 deltagere tilmeldt løbet i Kolding, som for første gang bliver en af de seks værtsbyer.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Royal Run

Royal Run afholdes 2. pinsedag den 6. juni 2022.


Royal Run '22 finder sted i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.


Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.


Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet - et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.


Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Tidligere på året blev det offentliggjort, at kronprinsesse Mary er blandt deltagerne til det royale løb i Kolding.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Dengang deltog 70.938 danskere. Året efter snørede mere end 82.000 danskere løbeskoene.

I 2020 blev Royal Run aflyst grundet coronapandemien, mens 2021-udgaven blev udskudt til september. Deltagerantallet hed dengang 79.396, og med dagens opgørelse af løbsdeltagere mangler 2.000 flere at tilmelde sig dette års løb for at sætte rekord.

Har du endnu ikke tilmeldt dig, kan du nå det endnu. Tilmeldingen lukker pinsedag, 5. juni.