Se video: 134 gardere i march farvede Koldings gader blå

Fire måneders rekruttid er overstået, så nu får garderne lov at stå på vagt for dronningen. Det blev fejret med march og gallafest.

De blanke, sorte støvler ramte brostenene i Koldings gågade i takt til musikken. Over støvlerne var blå bukser med en hvid stribe, en mørkeblå jakke med skinnende sølvknapper, og på hovedet sad en blå hue med hvid stribe og den velkendte hvide kvast.

Uniformerne sad på 134 nyudklækkede gardere, som lørdag var på besøg i Kolding.

- Det er fantastisk at se, hvordan de stråler og står med helt rank ryg i deres blå uniform, siger kompagnichef, Dan Elver.

Stolte gardere står på vagt for dronningen

Garderne var i Kolding for at holde Blå Fest, som markerer, at de er færdige med deres grunduddannelse, så de nu må stå på vagt for dronningen.

- Jeg er enormt stolt. Jeg synes, jeg har gjort det godt herinde. Jeg er meget tilfreds med det, jeg har opnået, fortæller garder Johan Weidemann, der går i sin fars fodspor.

Stoltheden deler han med sin kompagnichef.

- Det er en skøn dag, for jeg har set, hvor meget de har slidt og slæbt, og hvordan de har ændret sig over de her fire måneder. Gået fra at være en teenager til at være en voksen, der kan reagere på, hvad der måske kan ske på sådan en vagt, siger kompagnichef Dan Elver.

134 gardere kom marcherende gennem Kolding by.
134 gardere kom marcherende gennem Kolding by.

Halvvejs i værnepligten

Garderne marcherede fra Syddansk Universitet til Koldinghus.

Både march og aftenens gallafest har Johan Weidemann set frem til, lige siden han begyndte sin værnepligt i april:

- Man ser sine kammerater blive presset, og man bliver selv presset. Det er fedt at komme igennem det sammen, siger han.

Værnepligten i Den Kongelige Livgarde varer otte måneder. De næste fire måneder skal garderne tilbringe på Gothersgades Kasserne. Derefter har de mulighed for at videreuddanne sig på sergentskolen eller søge videre som konstabel. Johan Weidemann har søgt ind på sergentskolen og håber at kunne starte til december.