Send en SMS og du har adgang til genbrugspladsen hele døgnet

Et nyt forsøg i Kolding Kommune giver nu byens borgere mulighed for at aflevere deres skrald hele døgnet. Blot ved at sende en SMS går bommen op - også om natten.

Et nyt forsøg er netop gået i gang  i Kolding Kommune på genbrugspladsen på Bronzevej.

Her kan man nu aflevere sit affald hele døgnet rundt. Med en SMS, så har man nu adgang til pladsen også uden for åbningstid.

Den gamle gitterport er erstattet af en bom, som går op, når man sender en SMS til den.

Genbrugsplads i Kolding nu åbent hele døgnet, og gitterlågen er erstattet med en bom, der åbner med en SMS-besked.
Genbrugsplads i Kolding nu åbent hele døgnet, og gitterlågen er erstattet med en bom, der åbner med en SMS-besked.

Servicen hedder Genbrug 24-7, og hvis man vil bruge den, skal man registrere sig med sit NemID.

 

- Genbrugspladsernes åbningstider harmonerer ikke altid med borgernes hverdag. Den her service giver nu borgerne mulighed for selv at styre, hvornår de vil på genbrugspladsen, fortæller Rasmus Vestergård som er driftsleder i Renovationsafdelingen.

Alt, undtagen farligt affald, kan nu afleveres uden for åbningstiden. Containerne med komprimatorer er dog lukket ned af hensyn til sikkerheden, men der er sat alternative containere op.

 

quote

Vi har stor tiltro til vores borgere, og satser på, de ved lige præcis hvordan de skal sortere. Vi har også lavet en affaldsapp, hvor de kan få rigtig megen hjælp.

Rasmus Vestergård, driftsleder, Kolding Affaldssortering

Hos kommunen er de ikke bange for at borgere vil udnytte den ubemandede plads til at dumpe usorteret affald.

-Vi har stor tiltro til vores borgere, og satser på, de ved lige præcis hvordan de skal sortere. Vi har også la´vet en affaldsapp, hvor de kan få rigtig megen hjælp, siger Rasmus Vestergård.

I første omgang er det kun på genbrugspladsen på Bronzevej, men fra starten af 2017 vil den nye service være tilgængelig på alle genbrugspladser i Kolding Kommune.   

Sådan virker Genbrug 24-7

Du skal først registrere dig med NemID, hvis du vil bruge servicen. Du registrerer dig på www.kolding.dk/affald.
Når du holder foran bommen ved genbrugspladsen Bronzevej 4, skal du: 
  * køre hen til det afmærkede område foran bommen 
  * sende en SMS, med teksten ”247” til telefonnummer: 20 15 15 84 - og bommen går op.