SF kræver undersøgelse: - Danmark har ikke fulgt reglerne for humanitært ophold

Retsordfører Karina Lorentzen, SF, kræver en undersøgelse af tildelingen af humanitære ophold, som har været markant faldende de seneste 10 år.

Meldingen fra SFs retsordfører er klar, efter TV SYD mandag kunne fortælle, at antallet af humanitære ophold, som tildeles udlændinge, er raslet ned: 

Hun kræver en undersøgelse, der skal gøre det klart, hvorvidt ansøgere er blevet uretmæssigt afvist. 

- I Danmark har vi ikke forvaltet efter reglerne, og det må vi få rettet op på. Der skal et arbejde i gang, som skal gennemgå alle de sager, der har været om humanitært ophold, og som måske er givet på et forkert grundlag. siger Karina Lorentzen til TV SYD.

Venstres indfødsretsordfører Morten Dahlin er dog ikke enig i, at der er behov for en undersøgelse.

- Vi har et regelsæt i dag, som jo er politisk fastsat. Helt grundlæggende synes vi, at der skal være en restriktiv tilgang til at give en humanitær opholdstilladelse i Danmark. Præcis som der var, da Venstre sad i regeringen, siger han.

quote

Jeg synes, vi skal huske, at det her handler om nogle af de aller-allersygeste asylansøgere.

Karina Lorentzen, retsordfører, SF

Få ophold i år

Over 100 humanitære ophold om året blev der givet, indtil Folketinget strammede reglerne i 2010. Derfra er antallet faldet markant, og det er blevet sværere at få lov at opholde sig i Danmark, selvom man er alvorligt syg og kan risikere at dø, hvis man bliver sendt tilbage til sit hjemland.

TV SYD har fået en aktindsigt fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som viser, at i 2018 fik otte alvorligt syge ansøgere lov til at blive i Danmark. I år er tallet indtil videre syv.

I Vamdrup går 23-årige Mortaza Ahmadi fra Afghanistan rundt og håber på ikke at blive en del af den statistik. Han lider af en sjælden blodsygdom, og sagde mandag til TV SYD, at han ikke tror, han vil overleve at blive udvist til sit hjemland. SF mener, nåleøjet skal være lidt større.

-  Det her handler om nogle af de aller-allersygeste asylansøgere, De får kun opholdstilladelser, hvis de har sygdomme, der slet ikke kan behandles, der hvor de kommer fra, eller at de ikke kan få fat i den medicin, de har brug for, siger Karina Lorentzen.