Sidste chance for at se kongens skrivebog

Tirsdag bliver sidste chance for at kikke i kong Christian 4.s skrivebog på Koldinghus. Klenodiet fra Rigsarkivet har været udstillet i syv måneder.

- Det var en stor tillidserklæring, at Rigsarkivet lånte os bogen til vores nye udstilling om Christian 4. og Koldinghus, fortæller udstillingsleder Axel Johnsen. Vi fik i første omgang lovning på tre måneder, men da Rigsarkivet var tilfredse med vores håndtering af bogen, fik vi lov til at forlænge lånet.

Skrivebogen bliver i de kommende uger taget ud af sin pansermontre og sendt tilbage til Rigsarkivet - med tak for lån. Gæsterne på Koldinghus vil kunne se skrivebogen frem til kl. 17 tirsdag, hvor museet lukker.

Bogen er et enestående stykke Danmarkshistorie og giver et sjældent indblik i datidens fyrstelige uddannelse. Den er et vidnesbyrd om en effektiv skolegang, hvor der blev terpet håndskrift, dansk, tysk og latin.

Bogen viser også, at Prins Christian allerede tidligt havde en sikker og smuk håndskrift, som også kan læses af nutidsmennesker.

Skrivebogen fulgte Christian 4. igennem hele hans skoletid. Bogen fik han 23. maj 1583, da han som seksårig blev sendt fra København til Kolding for at begynde sin skolegang på Koldinghus.