Det blev en helt speciel aften for patienterne på Kolding Sygehus.
I den lune aftensol var de nemlig inviteret til live koncert med Signe Svendsen, der optrådte til den første af TV SYD og MusikKoldings i alt fire pop up sommerkoncerter.
En af de fremmødte patienter var René Rudolph Hansen, som til dagligt er tømrer i Vamdrup. Han havde trillet sin kørestol ud i aftensolen for at overvære koncerten på forpladsen foran sygehuset.
Lidt afveksling
- Jeg vidste ikke, at der skulle være koncert, så det var en dejlig overraskelse. Jeg har godt hørt om de her Pop Up koncerter, så det var da fedt, at det var lige her i aften, siger René Rudolph Hansen, der var så uheldig at falde ned fra en stige tidligere torsdag.
- Jeg skal kun være her til i morgen. Jeg faldt ned fra en stige derhjemme og kom til skade med både arme og ben. Jeg synes, det er et skidegodt tilbud til patienterne herude, så der sker lidt afveksling.
Jørgen Hansen Erbs på 83 år har været indlagt siden i tirsdags. Også han nød at lytte til livemusikken under den lune aftenhimmel.
- Det lyder rigtig godt, det er helt sikkert. Jeg er fuldstændig overrasket over det, og jeg synes, det er en vanvittig god idé, siger han.
Lethed på pladsen
Det var første gang, at sanger Signe Svendsen optrådte på et sygehus, så for hende vil aftenen også blive en af dem, hun tager med sig og husker.
-Det var meget rørende at se alle dem, der stimlede sammen herude. Der var sådan en lethed over pladsen foran sygehuset i aften. Det var super dejligt, lød det fra aftenens hovedperson umiddelbart efter koncerten.