Singler fra hele landsdelen fester sammen

580 singler fra hele Syd- og Sønderjylland er lørdag aften samlet til singlefest i Lunderskovhallen ved Kolding.

Mad, musik, dans og en masse mennesker, der har noget tilfælles. Det lyder som opskriften på en god og festlig lørdag aften.

For 580 singler er det præcis det, de bruger denne lørdag aften på. De er samlet til singlefest i Lunderskovhallen ved Kolding. De er alle med i forskellige singlenetværk på Facebook, og de kommer fra alt fra Rødekro til Vejle. Anja Jensen er en af dem, der er klar på at more sig til singlefesten.

quote

Jeg så det som en mulighed for at møde nogle ligesindede singlemennesker, uden man nødvendigvis skal have en kæreste.

Anja Jensen, sælger. 

- Jeg er her for at møde nogle nye mennesker og for at have det sjovt. Jeg skal bare give den gas, siger Anja Jensen til TV SYD.

Hun er langt fra den eneste, der er single. Ifølge Danmarks Statistik er cirka hver fjerde voksen i Syd- og Sønderjylland single. Anja Jensen har lige meldt sig ind i et singlenetværket på Facebook, og det er ikke nødvendigvis i håbet om at finde en kæreste.

- Jeg flyttede til Vejle, og jeg manglede nogle mennesker i min omgangskreds. Jeg så det som en mulighed for at møde nogle ligesindede singlemennesker, uden man nødvendigvis skal have en kæreste, siger hun.

Esbjerg og Fredericia er de byer, hvor der er flest enlige i Syd- og Sønderjylland. Der er det omkring hver tredje, der ikke har en partner.