Skamlingsbanken skaber operaudfordringer

Det bakkede terræn ved Skamlingsbanken gør scenebygningen til Det Kongelige Teaters besøg besværlig.

Bulldozere og tunge hestekræfter er på overarbejde på Skamlingsbanken i denne uge. Skråningerne omkring Skamlingsbanken gør det nemlig mere end almindeligt besværligt at få bygget scenen og andre faciliteter til, Det Kongelige Teater besøger den smukke location søndag.

- Scenen ligger jo i meget smukke omgivelser, men det er jo meget besværligt at komme herned med alle lastbilerne, så vi har for eksempel en bulldozer til at trække alle lastbilerne op og ned af bakken herude, siger Lise Jelsbak, der er eventkoordinator ved Musikkolding, til TV SYD.

Foruden en scene skal der også opsættes skuespilleromklædning, frisørsalon, spiselounge, toiletter og bad. Det tager godt en uge at få det hele på plads til de to timers gratis forestilling med opera, ballet og koncert, så det er mange lastbiler, der skal op og ned ved Skamlingsbanken.

Se her Lise Jelsbak og Vagn Jensen, der er scenebygger ved Det Kongelige Teater, fortælle om udfordringerne med skråningerne ved Skamlingsbanken.