Skuffelse og stolthed

Der var ikke kun skuffelse at spore i KIF Vejen-lejren, da det jyske håndboldhold havde tabt kvindernes EHF Cup til montenegrinske Buducnost.

- Vi er selvfølgelig meget skuffede og kede af det. Men set over en hel sæson har vi gjort det fremragende. Og det er ikke hvem som helst, som formår at presse Buducnost på deres egen hjemmebane, sagde KIF Vejens træner, Lars Frederiksen, efter kampen, der blev spillet foran et fantastisk hjemmepublikum i Podgorica.

Gik ned til sidst

KIF Vejen førte et godt stykke ind i anden halvleg med 16-13, men Buducnost scorede kampens sidste fem mål og vandt samlet de to opgør med netop fem mål.

- Jeg er tilfreds med, at vi når at presse dem, men vi går desværre ned til sidst. Vi havde ikke noget at slå igen med, da det skulle afgøres, konkluderede Lars Frederiksen.

Meeget tæt på tripple-triumf

Dansk kvindehåndbold var søndag meget tæt på at vinde en international "treble" - altså sejr i Champions League, EHF Cuppen og Cup Winners Cup. Men den sidste titel kom ikke i hus trods glimrende fight af KIF Vejen.

I en heksekedel på udebane mod det montenegrinske storhold Buducnost var KIF Vejen ikke levnet store muligheder, da holdet havde tabt det første opgør i Danmark med 20-23.

Men med 10 minutter igen af returopgøret havde KIF Vejen bragt sig foran med 16-13 og lå på det tidspunkt til at vinde titlen.

Da de hele skulle afgøres, var montenegrinerne dog bedst og havde mest erfaring. De scorede kampens sidste fiem mål, og dermed endte opgøret med Buducnost-sejr på 18-16 og en samlet sejr på fem mål.

Dermed må dansk kvindehåndbold "nøjes" med Randers' sejr i EHF Cuppen og Viborgs sejr i Champions League.