Små arrangementer aflyses på stribe: - Vi er hårdt ramt, lyder det fra arrangørerne

Aflysningerne vælter ind flere steder på grund af frygten for coronavirus. Nu bliver også små arrangementer aflyst, og det rammer blandt andre Hotel Koldingfjord og Volkerts Fylke i Kolding hårdt.

Krisemøderne står i kø hos Hotel Koldingfjord. Til dagens møde her i eftermiddag sad seks chefer rundt om bordet for at gøre status. Mødet var det tredje i rækken og helt sikkert ikke det sidste. 

- Vi er hårdt ramt. Vi har annullering på annullering. Nu aflyses også små arrangementer med få deltagere, lyder det fra Peder J. Madsen, der er administrerende direktør på Hotel Koldingfjord. 

Han vurderer, at hotellet indtil videre har annulleringer for to millioner kroner. Noget af det vil blive dækket af annulleringsgebyrer, men langt fra nok.

- Vi tager det dybt alvorligt. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at spare de forsvarlige steder og mindske skaderne, siger administrerende direktør Peder J. Madsen. 

Alle cheferne er derfor blevet bedt om at kigge på, hvorvidt deres medarbejdere kan afholde ferie og afspadsering nu, hvor arrangementerne bliver aflyst på stribe og mange af dem i sidste øjeblik.  

- Vi havde blandt andet et hold på 40 mennesker, der skulle komme i går eftermiddag, og kl. 8.30 om morgenen meldte de afbud. De frygter for coronavirus og tager ingen chancer, lyder meldingen. 

Eftermiddagens krisemøde på Hotel Koldingfjord.
Eftermiddagens krisemøde på Hotel Koldingfjord.
Foto: Bárður Michaelsen, TV SYD

Volkerts Fylke: Det kommer til at koste ansatte

Hos Volkerts Fylke i Kolding river de sig også i håret i disse dage. Flere banker har aflyst deres investeringsmøder, foredrag er aflyst, og private arrangementer såsom runde fødselsdage med langt under 1.000 deltagere bliver aflyst. 

Volkerts Fylke ser således frem til et tab på 800-900.000 kroner. 

- Det er uoverskueligt. Vi har dagligt aflysninger, og vores højsæson med bryllupper og konfirmationer er lige om hjørnet, siger ejer af Volkerts Fylke Jimi Kristensen.  

Jimi Kristensen er bange for, at han ikke undgår fyringer. 

- Vi ser på alt, hvad vi kan gøre. Vi har mange løsarbejdere, og de har allerede fået aflyst deres vagter. Men jeg er bange for, at det også kommer til at koste fastansatte, siger han.

Talkshow med 200 tilskuere udskydes

TV SYD er et af de steder, der har meldt fra til et arrangement på Volkerts Fylke. På torsdag skulle tv-stationen holde talkshowet Genforeningen LIVE med godt 200 gæster. Alligevel har direktør Betina Bendix i dag valgt at udskyde arrangementet.  

- Jeg mener, det er den eneste ansvarlige beslutning at tage efter at have hørt statsministerens tale i dag. Der kommer godt nok langt under det anbefalede - nemlig kun omkring 200 gæster - og ikke 1.000 til talkshowet. Men jeg hørte statsministeren opfordre til, at vi skal udvise samfundssind, så det er det, jeg har valgt at gøre i dag, siger hun. 

Talkshowet holdes om muligt den 26. maj i stedet for.