Socialdemokrat: - Vi kommer til at bruge afgift-værktøjet

Christian Rabjerg Madsen dykkede i dag i Kolding Fjord for med egne øjne at se, hvor meget plastik der flyder i havet. Han ønsker en strammere plasthandleplan i en ny regering.

Der blev i januar i år lavet en plasthandleplan på Christiansborg, hvor alle partier skrev under på samarbejdet om at nedbringe plastikforureningen og fremme cirkulær plastikøkonomi, men den plan er ikke vidtgående nok, mener folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen.

quote

Hvis vi skal få danskerne til at bruge mindre engangsplastik, så er vi desværre nødt til at bruge afgift-værktøjet, og det håber jeg, danskerne vil give os opbakning til efter valget.

Christian Rabjerg Madsen, folketingskandidat, (S), Kolding

- Vi får rigtigt nok et nationalt plastikcenter med aftalen, men det er ikke nok i forhold til at få genbrugt plastik, og i forhold til at sikre at plast bliver en ressource og ikke affald, siger Christian Rabjerg Madsen.

Tirsdag formiddag tog den 33-årige miljøordfører for Socialdemokratiet ud på en dykkertur sammen med Henrik Beha Pedersen, der er stifter og bestyrelsesformand i Plastic Change og Martin Pedersen fra Ocean Adventures i Lillebælt efter affald ved Løverodde i Kolding Fjord, hvor han var med egne øjne så, hvad man på en kort dyk på 30 minutter kan finde af plastik i havet.

- Vi fandt alt for meget i dag - alt for meget plastik, der ikke bør findes naturen, siger Christian Rabjerg Madsen.

Christian Rabjerg Madsen varsler både afgifter og mere genanvendelse af plastikaffald, hvis de kommer med i en regering efter Folketingsvalget den 5. juni.:

- Hvis vi skal få danskerne til at bruge mindre engangsplastik, og til at genbruge plastikposer, så er vi desværre nødt til at bruge afgift-værktøjet, og det håber jeg, danskerne vil give os opbakning til efter valget, så vi kan få plastik væk fra verdenshavene og naturen, siger Christian Rabjerg Madsen.

I sidste uge proklamerede også Nanna Bonde, der er folketingskandidat for SF i Sydjyllands Storkreds, at SF også er parate til at stramme reglerne for plastik i naturen, og at de vil tage det med som et forhandlingskrav til en kommende rød regering.