Sommer Pop Up: Mekdes gav koncert i sin hjemby

Mekdes giver koncert i hjembyen Kolding i forbindelse med Sommer Pop Up-koncerterne, som er et samarbejde mellem TV SYD og MusikKolding.

Det er torsdag, og det betyder, at det igen er tid til en Sommer Pop Up-koncert, der er arrangeret af TV SYD og MusikKolding.

Fire artister, fire datoer og fire lokationer med musik under den åbne himmel i Kolding.

Denne gang er det Mekdes med det borgerlige navn Christina Mekdes Vinholt Pedersen, som indtager spillestedet Godset i hjembyen Kolding.

Det bliver den sidste i rækken af fire koncerter, der kan ses på TV SYD+, i TV SYD Play-appen og her på hjemmesiden.

Hvis ikke navnet vækker genklang, så kan det være, at musikken gør det. For Mekdes står nemlig bag numre som 'In favor of you' og 'Lonely', der er blevet flittigt spillet i radioen – og som i øvrigt er indspillet i hjemmet i Kolding.

Optaget i fint selskab

For nylig var Mekdes som den første danske kunstner inviteret med i Spotify Oyster - et program for særligt udvalgte, talentfulde skandinaviske artister som får stillet Spotifys eget lydstudie og teknikere i Stockholm til rådighed. 

- Det var sygt fedt at optage i så mega-vildt et studie, lyder det fra Mekdes, som ellers altid har indspillet derhjemme.

Men selvom produktionen var rykket fra soveværelset i Kolding til et stort, professionelt studie, så var det stadig Mekdes, der svingede taktstokken.

- Jeg havde min egen bassist og trommeslager med hjemmefra, og jeg gav studieteknikeren mine instrukser. Det var fedt endelig at kunne lave det nummer, som jeg havde drømt om, tilføjer hun.

Program for Sommer Pop Up

Alberte Winding:

Torsdag den 24. juni 2021 kl. 20 på Koldinghus (UDSOLGT).

Thomas Buttenschön og Chief 1:

Torsdag den 1. juli 2021 kl. 20 i Geografisk Have (UDSOLGT).

Hardinger Band:

Torsdag den 8. juli 2021 kl. 20 på Danhostel Kolding (UDSOLGT).

Mekdes:

Torsdag den 15. juli 2021 kl. 20 på Godset, Kolding (UDSOLGT).

Selvom koncerten er udsolgt, betyder det ikke, at du ikke har mulighed for at nyde musikken. Ligesom alle de andre Sommer Pop Up-koncerter kan koncerten med Mekdes nemlig ses på TV SYD+, i appen TV SYD Play eller her på hjemmesiden fra klokken 19.55.

Blot ved at tænde for fjernsynet kan du altså opleve dejlig sommer-musik direkte fra Kolding.