Søn født med kvindelige og mandlige træk: - Vi ville ønske, at vi havde vidst det

Der skulle gå 26 år, før Mary og Hans-Henrik Skaaning fandt ud af, at deres søn var født med både kvindelige og mandlige kønstræk.

SE HELE DOKUMENTAREN

Søndag den 25. august fortæller vi Stines historie om, hvordan det er at være født i en krop med træk fra både mænd og kvinder. Se med klokken 19.30 på TV SYD.

Hvad blev det så?

Det er ofte det første spørgsmål, nybagte forældre får.

Da Michael Skaaning blev født i 1985, var forældrene på ingen måde i tvivl om svaret: Det blev en dreng. Den tredje dreng i rækken.

Det var, hvad Mary og Hans-Henrik Skaaning troede i 26 år, men efter deres barn fik taget en blodprøve, fik de et andet svar. Med kromosomerne 47 XXY var det interkøn.

Det vil sige, at Michael ikke passede ned i den typiske kvinde- eller mandekasse, for han var født med træk fra begge verdener. Det kom som et chok for forældrene, der ville ønske, at de havde fået det at vide ved fødslen. 

- Så kunne vi have snakket med hende om, hvorfor hun følte sig anderledes. Vi kunne have sagt til hende, at det var helt okay. Hun troede jo selv, at hun var forkert – og vi kunne have givet hende lov til at være en pige, siger Mary.

- Hun var da lidt mere kærlig 

I 2012 besluttede Michael Skaaning at ændre sit navn til Stephanie Stine Toft, og hendes CPR-nummer slutter i dag på et kvindenummer. 

Stine Toft på sin første skoledag.
Stine Toft på sin første skoledag.
Foto: Privatfoto.

Sammen med forældrene og sine tre brødre voksede Stine op i den lille by Skals uden for Viborg. Gennem hendes opvækst var der aldrig noget, der fik forældrene til at tro, at Stine ikke var som sine brødre.

- Hun var da lidt mere kærlig i sin kontakt til sine legekammerater. Hun kyssede og krammede drengene, men vi tænkte bare, at hun var en blød dreng, siger Mary.

Mens mange af de andre drenge spillede fodbold, brugte Stine en stor del af sin tid på at kigge på blomster. Hun havde det svært i folkeskolen, for pigerne ville hende ikke, og hun faldt aldrig helt ind i drengegruppen. Så forældrene prøvede ved at få Stine til at gå til fodbold. 

- Jeg kan huske en episode, hvor hun stod i mål. Pludseligt var hun væk, fordi hun lige skulle plukke nogle blomster, fortæller Stines mor. 

INTERKØN

  • Ordet 'interkøn' beskriver personer, der er født med kønstræk, som ikke passer ned i den typiske definition af mand eller kvinde. De er ofte født med både mandlige og kvindelige kønstegn. 
  • Det er en paraplybetegnelse, der dækker omkring 40 variationer så som blandt andet Turners- og Klinefelters Syndrom. Nogle identificerer sig som interkønnede - andre gør ikke. 
  • Nogle af tilfældene er synlige ved fødslen, mens andre først bliver opdaget i puberteten eller senere i livet. 
  • I lægevidenskaben bruger man betegnelsen Disorders of Sex Development - også kaldt DSD. 

Forældrene opdagede aldrig noget

Da Stine blev teenager, skete der noget usædvanligt med hendes krop.

Som de andre piger i klassen udviklede hun nemlig bryster og hofter, og for hende blev det tydeligt, at hun ikke lignede de andre drenge på fodboldbanen - men forældrene så ingenting.

- Vi opdagede det ikke, for hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at skjule sine former ved blandt andet at gå i stort tøj, men det studsede vi jo ikke over, siger Mary.

Hvordan kunne I ikke se, at Stine skilte sig ud fra sine brødre?

- Vi så bare ikke, at hun så anderledes ud. Alle vores børn var jo forskellige. Det var ikke det, man tænkte over i hverdagen, når man ikke vidste, at det var en mulighed at være interkønnet.  

Tilbage i 2011 forsøgte Stine Toft at gøre alt, hvad hun kunne for at ligne en mand.
Tilbage i 2011 forsøgte Stine Toft at gøre alt, hvad hun kunne for at ligne en mand.
Foto: Privatfoto.

Bandt sine bryster ind med gagebind

For at passe ind i forstillingen om at Stine var en dreng, fortalte hun aldrig sine forældre om, hvordan hun opfattede sig selv. Hendes ord var lige så skjulte som hendes krop.  

Gennem teenageårene dækkede hun sine former til ved altid at gå i stort tøj, og samtidig forsøgte hun at spise sig tyk. Hun imiterede drengenes dybe stemmer, og for at få det til at ligne, at hun havde en brystkasse magen til deres, bandt hun sine bryster ind med gazebind. 

Det opdagede forældrene aldrig - ligesom de aldrig lagde mærke til, at deres barn udviklede bryster og hofter. 

- Hun var meget vred på os. Hun syntes ikke, at vi forstod hende eller så hende. Det var svært, for hun fortalte os jo ingenting. Det kan være, hun syntes, at vi skulle have opdaget det – men det forstod vi jo ikke, siger Mary.

Pludseligt gav det mening

Det var først som 26-årig, at Stine fik et ord for den krop, hun er født i.

Kort efter satte hun sig ned for at skrive et brev til sine forældre. Det var første gang i hele sit liv, hun beskrev sin krop over for dem, der altid havde stået hende nærmest.

Med sine håndskrevne bogstaver forklarede hun, at hun havde kromosomerne 47, XXY. Mere specifikt betyder det i lægevidenskaben Klinefelters Syndrom, og det er en variation, som hører under interkønshatten. 

Selvom forældrene ikke helt forstod, hvad det var, blev de faktisk lidt glade for at få det at vide, fordi nu forstod de Stine meget bedre, og det hele begyndte at give mere mening for forældrene.

- Det forklarede jo, at hun havde en kromosomsammensætning, der gjorde hende anderledes og mere kvindelig, siger Mary.

SÅ MANGE ER INTERKØN

Der er faktisk ikke nogen, der helt præcist ved, hvor mange interkønnede der er. Ifølge FN er op mod 1,7 procent af verdensbefolkningen interkønnede. Mens Aarhus Universitetshospital vurderer, at 0,3 procent af den danske befolkning hører ind under gruppen. 

Selvom meget faldt på plads i 2012, var det stadig en helt ny virkelighed, forældrene skulle vænne sig til. Deres dreng skulle nu omtales som en interkønnet kvinde, og det var især svært for Stines far at rumme.

Han skulle gennem en længere periode, end Stines mor og brødre skulle, inden han helt vænnede sig til, at forældrene nu skulle til at sige, at de havde en datter. 

- Det giver stadig et lille gip i kroppen, næsten hver gang man skal sige det, og det er svært at sige datter og ikke søn. Det er jo ikke en datter, vi har set vokse op. Men vi skammer os ikke over det. Stine er lige så meget vores barn som vores andre børn, siger Mary.

Drømmer om et lettere liv for interkønnede

I begyndelsen var det særlig svært for forældrene at sige, at deres søn i virkeligheden er født som en interkønnet kvinde, men nu glider ordene lettere.

- Jeg tror, det er en hurdle, man skal over. Vi lærte, at verden ikke brød sammen af den grund, og vi oplever faktisk også, at andre bliver mere åbne, når vi fortæller, at Stine er interkønnet, siger Mary Skaaning.

Åbne, det er, hvad Stines forældre er i dag, selvom de oplever, at der i samfundet er en frygt for alt, hvad der er anderledes.

Derfor har de et kæmpeønske om, at samfundet åbner sig for interkønnede mennesker. Men det kræver, at forældre til interkønnede børn taler højt og åbent om det – og til dem har Stines mor en klar opfordring.

- Man skal være så åben som overhovedet muligt over for samfundet. Hvis man kan få kammerater, familie og samfundet til at acceptere, at interkønnede børn eksisterer. Så får de her børn måske en meget nemmere skolegang og et meget lettere liv, hvor de ikke føler sig forkerte, siger Mary.