Søndagsåbent på bibliotek i vinter

Fra søndag den 2. oktober holder biblioteket i Kolding igen søndagåbent i tre timer. Den populære ordning fortsætter til foråret kommer i marts.

 - Der er altid en ekstra god stemning om søndagen, fortæller publikumschef Kis Michaelsen. Vi kan mærke, at bibliotekets gæster hygger sig og har god tid.

Bibliotekets ansatte står klar med råd og vejledning. Men der er begrænset personale til stede om søndagen, så tidskrævende forespørgsler bliver henvist til hverdagene.

Vintersøndage på biblioteket er gennem de seneste år blevet et populært udflugtsmål i Kolding. Søndag er dagen, hvor familier med børn har tid til at læse, spille og hygge i børnebiblioteket, mens andre bruger et par timer på avislæsning, kaffe eller med at finde et par spændende bøger.

Åbningstiderne søndag eftermiddag er fra kl. 13 til 16.