Stepping klædt i fest-skrud

Efter forårets mange skolelukninger begynder de første nye friskoler nu at skyde op. I dag fejrede Stepping ved Kolding sin nye friskole.

Med stålsat beslutsomhed har Steppings borgere arbejdet på at få friskolen op at stå.

I dag lykkedes det så at genåbne den skole, som Kolding Kommune har besluttet at spare væk.

- Vi VIL have en skole i vores by. Vi ved, hvor vigtigt det eri et lille samfund med en skole, forklarer Annemarie Kock Andersen, der er bestyrelsesmedlem på den nye Stepping Friskole.

Men under dagens festlige skole-indvielse var al katastrofe-stemning væk, og den samme borgmester, som var med til at lukke skolen, var i dag med for at ønske tillykke:

- Både borgerne og kommunen har i virkeligheden vundet på det her, for vi sparede penge og borgerne har fået den friskole, de gerne vil have, mener Jørn Pedersen, Venstre-borgmester i Kolding.

Færre udgifter pr. elev

Da Stepping Skole var en folkeskole kostede hver elev kommunen 66.000 kroner om året.

Nu kan kommunen nøjes med at give skolen et tilskud, der svarer til det en gennemsnitlig elev i Kolding Kommune koster - en besparelse på 30.000 pr. elev.

Også Aabenraa kommune får en ny friskole efter sommerferien, når Grænseegnens Friskole åbner i de lokaler, som tidligere husede den kommunale Holbøl Skole.