Stigende priser: Jakob har købt hestesko til de næste 2,5 år
Danmarks største grossist af hestesko har skrevet ud til sine kunder, at de bør overveje at indkøbe flere hestesko i tilfælde af fremtidig mangel.
I 20 år har Jakob Simonsen fra Kolding udøvet den ædle kunst at ordne og skifte hestesko.
Skoen, der har lagt navn til bordopstillinger til såvel fester som i flere folkeskoleklasser, har altid været hans levebrød, og nu har han taget et valg, der kan være med til at sikre hans virksomhed de kommende år.
Han har nemlig valgt at bestille hestesko til de næste 2,5 år, så han ikke løber tør, hvis der skulle komme en krise med levering af hestesko i Europa. Han frygter nemlig, at store prisstigninger vil få kunderne til ikke at ringe efter ham.
- Hvis kunden ikke har råd til at have besøg af os, så holder jeg derhjemme. Så jeg tænker meget på, hvor høj en pris jeg kan tage, og derfor har jeg prissikret mig fremadrettet, siger han.
Han fortæller, at priserne på jern er steget til det dobbelte, og ikke mindst er nogle af de største producenter af hestesko afhængige af gas.
Det fik Danmarks største grossist af hestesko til i slutningen af sidste uge at skrive ud til deres kunder, at de bør overveje at købe ekstra ind nu, hvis der skulle komme mangel på hestesko i fremtiden.
Og det har skabt glødende telefoner hos grossisten.
- Jeg synes ikke, vi har været med til at skabe et problem, men vi har informeret vores kunder om, hvad de kloge mennesker siger. Som Ursula von der Leyen (formand for EU-kommissionen, red.) der siger, at vi ikke skal forvente, at der er nok gas vinteren over, lyder det fra Ernst Jessen, der er ejer af Ib Jessen Hestesko i Kolding.
Europa mærker i følge Branchedirektør ved Dansk Industri, Troels Ranis, problemer, da der ikke er gas nok til det forsyningsbehov, Europa har.
- Vi ender i en mangelsituation, og så skal vi rationere gassen. Vi har en gasforsyningssikkerhedsforordning i EU, der gør, at vi skal stå solidarisk med hinanden. Det betyder, at hvis nogen mangler i et land, så skal de, der har overskud i et andet land, dele det, fortæller han.
Hvad sker der i fremtiden?
I starten af sidste uge blev gasforbindelsen Nordstream 1 mellem Rusland og Tyskland midlertidigt lukket, da den skulle repareres. Forsyningsledningen åbnede igen torsdag, efter ti dages nedlukning. Men den midlertidige lukning har været nervepirrende i det tyske, hvor man frygtede, at russerne ikke ville åbne for gassen igen. Vel at mærke gas, man er afhængig af i Tyskland og flere steder i Europa.
Hvis nu andre køber ind, og vi ikke køber ind og der så lukkes for gassen, så kan det blive et problem
Ernst Jessen, ejer, Ib Jessen Hestesko
Usikkerheden i Europa om fremtiden giver en kædereaktion helt ned til beslagsmedene i Danmark, der er splittede over, om de skal hamstre eller ej.
En af dem, der ikke har valgt at købe stort ind, er Stig Olsen. Han har i omkring 25 år har haft enkeltmandsvirksomheden Genner Beslagsmed.
- De spår alle sammen om fremtiden, men der er ingen, der ved det. Vi må se, hvad der sker, og så rette ind, hvis der bliver behov for det, siger Stig Olsen
Hos Ernst Jessen har man ikke ønsket at skabe panik, men derimod dele sine tanker med sine kunder, forklarer ejeren.
- Hvis nu andre køber ind, og vi ikke køber ind, og der så lukkes for gassen, så kan det blive et problem, men der har en del smede nu været på forkant og købt ind, siger han.
Han tror dog ikke på, at der kommer til at mangle sko, så heste overalt i Danmark må undvære, men der er mange forskellige mærker, hvor nogle er bedre end andre, og der er nogle bestemte typer, som smedene er vant til at arbejde med.
- Det kan godt være, at de må omstille sig på det fremadrettet, lyder det fra ham.
Prisen kan stige
Jakob Simonsen kan godt forstå, hvis man ikke har købt lige så stort ind som ham, men han er stadig af den overbevisning, at det var det rigtige at gøre.
- Det er kunden, der betaler i sidste ende, så vi er nødt til at se fremad, selvom vi ikke er spåkoner nogen af os, siger han.
Han forstår godt, hvis nogen synes, der er en overdrivelse at købe så mange hestesko.
- Det er svært, for det er en balancegang mellem at vælge det rigtige for en selv, men samtidig sørge for at andre også kan få hestesko. Men altså, du kan kalde det hamstring eller du kan kalde det prissikring, siger han.
Troels Ranis fra Dansk Industri mener også, at det giver mening at kigge mod sine forsyningskæder.
- Hvis man har udenlandske leverandører, så kunne man høre, hvor robuste de er i deres forsyningssituation. Man kunne spørge dem, om de risikerer at måtte stoppe produktionen helt og aldeles, fordi de ikke har et alternativ hvis der mangler gas? fortæller han.