Stine glæder sig til at komme på efterskole igen

Nu åbner landets efterskoler og højskoler dørene op for eleverne.

Ventetiden har været lang, men nu må alle landets efterskole- og højskoleelever vende tilbage.

En af dem, der skal mødes med mange af de kammerater, som hun har måttet undvære under nedlukningen, er Stine Klingenberg fra Kolding. 

- Det er dejligt at skulle i gang igen og komme tilbage til det, man savner allermest, siger hun.

Hun er 16 år gammel og drager i morgen mod Hellebjerg Idrætsefterskole ved Juelsminde for at fortsætte sit år som elev i 10. klasse. 

Skolen tager imod over 200 elever, og derfor møder de forskudt af hinanden. Stine Klingenberg skal møde som en af de første elever klokken 18.30.

Noget hun ser rigtig meget frem til.

- Det der med at få øjenkontakt, savner man faktisk lidt, selvom det lyder lidt mærkeligt, fortæller hun.