Stor virksomhed får pris for at halvere antallet af arbejdsulykker

Kolding-firmaet Lemvigh-Müller har mandag vundet Arbejdsmiljøprisen for at nedbringe antallet af arbejdsulykker markant.

Virksomheden vinder prisen, fordi den på kun tre år har næsten halveret antallet af arbejdsulykker.

Med tre store lagre, tre produktionsafdelinger og 1.300 ansatte opstår der hurtigt situationer, hvor der er risiko for ulykker. For tre år siden konkluderede virksomheden, at antallet af skader var uholdbart højt, og derfor igangsatte de et omfattende projekt – ’LM Nedtælling’.

quote

Det er et rigtig godt eksempel på, at ledelse og medarbejdere sammen kan rykke sikkerhedskulturen.

Cristina Lage, direktør, Arbejdsmiljørådet

Målet er nul ulykker og nul fraværsdage som følge af ulykker, og målet skal nås i 2020. 

I 2016 havde virksomheden 44 arbejdsulykker, der medførte 705 fraværsdage. I 2018 var tallene faldet drastisk. Med 24 ulykker og 230 fraværsdage har virksomheden næsten halveret antallet af ulykker og ikke mindst reduceret fraværsdagene og dermed alvorligheden i ulykkerne.

- Det er et rigtig godt eksempel på, at ledelse og medarbejdere sammen kan rykke sikkerhedskulturen på en arbejdsplads og skabe resultater. Der er ingen tvivl om, at det har krævet et vedholdende og stort stykke arbejde at nå så langt. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at den her indsats kan være til inspiration for mange andre virksomheder, siger formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage.

Prisen blev overrakt i DGI-byen i København.