Strandfest blev en fuser

En Facebook-fest med 6.000 deltagere på Rebæk Strand ved Kolding på lørdag er blevet til en fuser.

Eventfirmaet EHM Event i Gram har trukket sig som medarrangør.

- Vi vil ikke gennemføre festen. Blandt andet af sikkerhedsmæssige årsager. Stranden er alt for lille til over 6.000 mennesker, siger Anders Tranekjer fra EHM Event til JydskeVestkysten. Han har forgæves forsøgt at få kontakt med den anden arrangør.

Stranden lukkes

- Hvis vi gennemførte festen som annonceret på Facebook, ville den omgående blive lukket af politiet. Sikkerheden er ikke i orden, og det er svært at komme til området med biler, musikinstrumenter, lys med mere, fastslår Anders Tranekjer.

Leder af lokalpolitiet i Kolding Kuno Jensen siger, at politiet ikke har hørt fra arrangørerne.

- Hvis folk dukker op i tusindvis, bliver vi nødt til at bortvise folk fra stranden. Den kan ikke rumme så mange mennesker, så vi må betragte det som forstyrrelse af den offentlige orden, siger Kuno Jensen.