Strandgæster sviner med affald på bynær strand

Det sommerlige vejr har skabt liv og glade dage på Rebæk Strand i Kolding. Men glæden for de lokale skæmmes af affald på badestranden.

Ifølge kalenderen er det først sommer fra i morgen torsdag, men sommervejret har allerede vist sig fra sin flotte side. Det får traditionen tro solhungrende badegæster til at strømme til strandene. 

Rebæk Strand er ingen undtagelse. I Kristi Himmelfartsdagene var stranden velbesøgt. Men det er ikke kun til glæde. For flere af de besøgende glemmer at rydde op efter sig selv, skriver JydskeVestkysten.

- Der er den samme mængde affald på stranden i år som tidligere. Problemet i år er dog, at den første stranddag kom inden 1. juni, hvor vi begynder at komme dagligt. Inden 1. juni kommer vi kun tre gange ugentligt, forklarer afdelingsleder i Vej & Park i Kolding Kommune, Henrik Nissen, til TV SYD.

quote

Det er ikke unormalt, at to mand skal bruge tre-fire timer til at gøre Rebæk Strand ren, dagen efter det har været over 24-25 grader.

Henrik Nissen, afdelingsleder, Vej & Park, Kolding Kommune

Den første del af stranden, nær p-pladsen, ser pæn og ryddelig ud. Men går man længere ud langs fjorden, så har kommunen været nødt til at rydde op efter strandfester og badegæster.

- Nogle folk laver bål med uorganisk affald som for eksempel øldåser og plastik, som i princippet ikke kan brænde.

Det kræver derfor en ekstra indsats fra Vej & Park, når vejret har vist sig fra sin varme og solrige side.

- Det er ikke unormalt, at to mand skal bruge tre-fire timer til at gøre Rebæk Strand ren, dagen efter det har været over 24-25 grader, forklarer afdelingslederen.

Han ærgrer sig over, at strandgæsterne ikke rydder op efter sig selv.

- Vi oplever, at hensynet til naturen ikke er ret stort. En del af strandens gæster smider bare, hvad de har i hænderne, og hensynet til de, der kommer efterfølgende og naturen, kan ligge på et meget lille sted, slutter Henrik Nissen.