Strømmen er tilbage efter stort nedbrud

Tirsdag morgen skabte et strømsvigt kaos i Kolding-området. Strømforsyningen skulle nu være tilbage i normal drift, oplyser selskabet Trefor.

En strømafbrydelse skabte i morgentimerne store problemer for trafikken i flere lyskryds i Koldingområdet. Samtidig blev mange private husstande ramt af strømafbrydelsen.

Selskabet Trefor, der står for strømforsyningen, meddeler til TV SYD, at alle nu skulle have strøm igen.

- Der har været en højspændingsfejl fra Kolding Syd til Christiansfeld, som har betydet et stort strømnedbrud. Vi har nu fået isoleret fejlen, så strømmen burde være vendt tilbage alle steder, siger døgnvagt Per Sørensen til TV SYD.