Studerende får legat for ny opfindelse: - Det skal være trygt for alle at færdes overalt

26-årige Caroline Louise Lilleør fra Kolding har sammen med tre medstuderende udviklet en ny og banebrydende overfaldsalarm. Nu har de fået fondsmidler til at videreudvikle alarmen.

- Det skal være trygt for alle at færdes overalt.

Det er visionen bag en ny opfindelse, som 26-årige Caroline Louise Lilleør, der oprindeligt kommer fra Kolding, står bag. Hun læser Design og Business med speciale i Entrepreneurship på VIA University College, og sammen med tre medstuderende har hun udviklet en overfaldsalarm, der skal sikre hurtigere hjælp til mennesker i nød.

- I september havde vi faget Design for Change, hvor vi arbejdede med FN’s verdensmål. Vi valgte at fokusere på et mål, som blandt andet handler om at skabe fredelige samfund og reducere vold. Her kom vi så på ideen om den her nye type overfaldsalarm, fortæller Caroline Louise Lilleør med henvisning til verdensmål nummer 16, der handler om fred, retfærdighen og stærke institutioner.

CEDI Alert er navnet på overfaldsalarmen, der er så lille, at den kan placeres på et smykke. Når man udløser alarmen, giver den besked til en række personer, CEDI Runners, som gennem den tilhørende app kan komme den nødstedte person til undsætning.

Verdensmålsmikrolegat på 10.000 kroner

På baggrund af den nye opfindelse og arbejdet med FN’s verdensmål har Tuborgfondet og Fonden for Entreprenørskab netop tildelt Caroline Louise Lilleør og resten af holdet bag CEDI Alert et såkaldt Verdensmålsmikrolegat på 10.000 kroner.

Legatet gives til studerende på videregående uddannelser, som har en god idé til et produkt eller en forretningsmodel, der tager afsæt i FN’s Verdensmål og kan være med til at løse verdens allerstørste udfordringer.

- Vi blev utroligt glade og er rørte over den opbakning, vi har fået. Gennem vores uddannelse har vi virkelig fået tillært vigtigheden af at arbejde med verdensmålene, og derfor betyder det så meget for os, at vi nu får økonomisk hjælp til videreudvikling, så vi kan skabe et tryggere samfund, siger Caroline Louise Lilleør.

Søger løbere

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår CEDI Alert lanceres, da Caroline Louise Lilleør og hendes medstiftere er i fuld gang med at gennemteste systemet. Næste skridt i udviklingen er at skaffe de såkaldte CEDI Runners – danskere, der, ligesom Hjerteløbere, skal komme til undsætning, når alarmen aktiveres.

- Vi håber, at mange danskere vil melde sig, for vi tror virkelig på, at CEDI Alert kan bidrage til en positiv udvikling i vores samfund, siger Caroline Louise Lilleør.

FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling

  • Afskaf fattigdom
  • Stop sult
  • Sundhed og trivsel
  • Kvalitetsuddannelse
  • Ligestilling mellem kønnene
  • Rent vand og sanitet
  • Bæredygtig energi
  • Anstændige job og økonomisk vækst
  • Industri, innovation og infrastruktur
  • Mindre ulighed
  • Bæredygtige byer og lokalsamfund
  • Ansvarligt forbrug og produktion
  • Klimaindsats
  • Livet i havet
  • Livet på land
  • Fred, retfærdighed og stærke institutioner
  • Partnerskaber for handling

 

Kilde: www.verdensmaalene.dk