Tætpakkede motorveje fører til markant flere ulykker

Antallet af motorvejsulykker er på fem år næsten fordoblet. Motorvej E45 har haft en stigning på 90 procent.

De danske motorveje er nu så tætpakket med biler, lastbiler og busser, at der skal meget lidt til, før der sker sammenstød.

Resultatet er, at trafikken stadig oftere bryder sammen, og at bilisterne ofte må holde i både halve og hele timer og vente, mens der ryddes op.

I 2011 registrerede Vejdirektoratet 1140 uheld på statsvejnettet - de veje, som staten har ansvaret for, herunder primært motorvejene. I 2016 skete der 2141 uheld på de samme veje.

Det svarer til en stigning på 88 procent, skriver Jyllands-Posten.

Der er dog blev foretaget en ændring i registreringerne i 2015, så tallene kan ikke helt sammenlignes. På trods af det viser den klare tendens, at der sker flere og flere uheld og ulykker.

Ifølge områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratets trafikledelse er der ingen simple forklaringer.

- Men vi kan se, at trafikken på motorvejene stiger og stiger. Og jo mere trafik, jo mindre skal der til, før der sker uheld. Især når vi nærmer os kapacitetsgrænsen på en motorvej, kan bare en enkelt hård opbremsning give en kæmpe kø, siger hun til Jyllands-Posten og peger på, at den stigende trafikmængde får større og større betydning.

Ifølge Vejdirektoratets tal sker cirka en tredjedel af alle uheld på statsvejen på motorvej E45, der går ned igennem Jylland.

Hos Dansk Industri (DI) mener Michael Svane, direktør for DI Transport, at problemerne på E45 er problematiske for erhvervslivet.

- Der er kun to ting at gøre. Man skal satse endnu kraftigere på at få ryddet motorvejen hurtigt, når der sker uheld og ulykker. Og så skal man have afsat langt flere penge til udvidelse af infrastrukturen, siger han til Jyllands-Posten.