Taxatyveri endte i ulykke - 34-årig varetægtsfængslet

En 34-årig mand kaprede i nat en taxa mellem Bredsten og Billund. Han er nu varetægtfængslet.

Opdateret: Artiklen er opdateret med oplysningen om, at manden er blevet varetægtfængslet efter grundlovforhøret.

Den 34-årige steg ind i en taxa i Billund kort efter midnat i nat, skriver Ekstra Bladet. Han var sammen med en yngre kvinde og bad chaufføren om at køre til Billund.

På et tidspunkt tvang han chaufføren til at standse bilen, fik ham til at stige ud og kørte selv videre sammen med den 22-årige kvinde. På et tidspunkt mistede han herredømmet over bilen og kørte galt. Den unge kvinde brækkede to ribben og fik brud på rygsøjlen.

En bil med tre unge standsede for at hjælpe. Den 34-årige fik dem til at hjælpe den unge kvinde over i deres bil, som han derefter fortsatte flugten i og efterlod de tre, der ville hjælpe, på vejen.

På et tidspunkt standsede han bilen, og en politipatrulje opdagede vognen, anholdt manden og sendte kvinden på hospitalet. Politiet mener, at hun sandsynligvis også er forurettet i sagen.

Den 34-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Kolding søndag eftermiddag klokken 14.00 og derefter varetægtsfængslet, oplyser Sydøstjyllands Politi.