Tidlig nattefrost gav uventet rudeskrab

Mandag morgen blev mange bilister overraskede over, at der skulle skrabes is af deres bilruder inden køreturen.

Der var frost i luften og rim på græsset mandag morgen. Og det gav ekstra arbejde til bilisterne inden turen til job eller uddannelse. Det var anden morgen i træk, at nattefrosten var mærkbar allerede her i begyndelsen af oktober.

quote

Det er lidt træls, at skulle bruge ekstra tid om morgenen på den slags.

Henrik Hjuler Thielsen, bilist, Kolding

Det kom bag på bl.a. Henrik Hjuler Thielsen, ejendomsmægler-trainee, Kolding, da han skulle ud at køre.

- Jeg har ikke fundet min isskraber frem endnu. Det er lidt træls at skulle bruge ekstra tid om morgenen på den slags, sagde Henrik Hjuler Thielsen til TV SYDs morgenfriske fotograf.

Han og andre bilister kan så glæde sig over, at de seneste dages nattefrost ikke bider sig fast i denne omgang.

Der var frost i luften og rim på græsset mandag morgen.
Der var frost i luften og rim på græsset mandag morgen.

15 grader sidst på ugen

Tværtimod begynder vejret at ændre sig mandag, og frem til weekenden bliver det op til 10 grader om natten og 15 grader i de lyse timer.

- Allerede tirsdag får vi tocifrede temperaturer - mellem 13 og 15 grader på grund af varmefronten. Til gengæld bliver det også mere blæsende, siger Anja Bodholdt fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.

Sådan bliver det også onsdag, torsdag og fredag. Vejret vil skifte mellem byger med perioder med sol og lidt vekslende vind fra vest og sydvest.

Dagtemperaturerne vil ifølge DMI ligge mellem 12 og 14 grader, og om natten vil de ligge på mellem 5 og 10 grader.