Tiltalte i sag om ulovlig import af hunde risikerer fængselsstraf

Mandag foregik sidste retsmøde i sagen om ulovlig import af hvalpe fra Polen. Her kom det frem, at to af de tiltalte har flere års fængselsstraffe for narkohandel. Anklageren går efter fængselstraf til de tiltalte.

Anklageren indledte i dag med at forklare, at det ikke er lykkedes hende at finde lignende sager som sagen om ulovlig import af franske bulldogs fra Polen.

- Vores sag er på mange måder unik, for der har ikke været noget lignende i en dansk retssag, sagde anklager Lone Petri Kristensen i retten i dag.

Hun havde dog fundet otte sager, der drejer sig om både ulovlig import og salg af hvalpe, hvor der kun i én enkelt af sagerne er givet fængselsstraf. 

Alligevel mente anklagemyndigheden, at fængselsstraf vil være den mest passende straf, fordi der var en del skærpende omstændigheder, der minder meget om organiseret kriminalitet med fx narkohandel.

Pengemaskine

Hun forklarede, at der var tale om en fast forretningsmodel, hvor man henter hunde i Polen hos to faste leverandører, laver annoncer på nettet og sælger dem til 'godtroende købere'. 

- Men bag den facade er det her en stor pengemaskine, så man kunne få afsat flest muligt hvalpe for at komme ned og hente nogle flere, siger anklageren.

Sag om ulovlig import af hunde

Fredag d. 5. marts 2021 begyndte en straffesag ved retten i Kolding, hvor tre mænd er tiltalt for ulovligt at importere mindst 115 hvalpe af racen fransk bulldog fra Polen til Danmark med henblik på at sælge hundene via sider som Gul & Gratis og Den Blå Avis i perioden august 2018 til august 2019.


Derudover er mændene tiltalt for at have solgt hvalpene fra deres private adresser, selvom de ikke havde tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr.


Mændene er 52, 56 og 59 år og stammer fra Gram, Kolding og Nordborg.


Sagen er efterforsket af Den Specialiserede Dyreværnsenhed ved Sydøstjyllands Politi, og ifølge anklageskriftet er hvalpene indført til Danmark fra Polen uden ID-mærkning med chip, rabiesvaccine, sundhedscertifikat eller været tilset af en dyrlæge i afrejselandet. Mændene er desuden ikke registreret som importører ved Fødevarestyrelsen.


Anklagemyndigheden går efter en frihedsstraf, konfiskation af 690.000 kroner (svarende til 6.000 kroner pr. solgt hvalp), en tillægsbøde og frakendelse af retten til erhvervsmæssig handel med hunde og erhvervsmæssig opdræt af hunde.


70 personer, der har købt hvalpe af sælgerne, skal afhøres i sagen. I flere tilfælde har hvalpene vist sig at have adskillige sygdomme.


Kilder: Sydøstjyllands Politi og anklageskriftet

Mændene fra Kolding og Nordborg har erkendt dele af anklagerne, mens manden fra Gram nægter sig skyldig. 

Anklageren går dog efter 60 dages fængsel til manden fra Gram, seks-ti måneders fængsel til manden fra Nordborg og helt op til fire års fængsel til manden fra Kolding på grund af tidligere straf.

Skudt langt over målet

Men fængselsstraf er at 'skyde langt over målet', som en af forsvarsadvokaterne fremhævede i retten i dag.

- Det er virkelig frisk gjort, sagde forsvarsadvokaten for manden fra Nordborg som reaktion på ønsket om at tildele fængselsstraf.

De tre tiltaltes forsvarsadvokater mener, at der ikke er grundlag for fængselsstraf, fordi der er en del gisninger, lyder det. De mener, at der allerhøjest skal gives bødestraffe.

Mændene er tiltalt for ulovligt at have importeret Franske Bulldogs fra Polen for at sælge dem i Danmark. Importen er ifølge anklageren sket uden de fornødne tilladelser, uden udenlandsk hundechip, rabiesvaccine, hundepas og uden at være tjekket af en dyrlæge indenfor 48 timer før afrejse.

Hundehvalpene skulle være hentet i Lodz ved to polske kvinder, som den tiltalte mand fra Kolding jævnligt har kommunikeret med. Han har da også på et tidligere retsmøde erkendt, at han har været i Polen for at hente hvalpe.

Tidligere straffe kan få betydning

Det er ikke første gang, at to ud af de tre mænd er på anklagebænken for strafbare forhold. 

Her på det sidste retsmøde i sagen om ulovlig import af hundehvalpe er det kommet frem, at manden fra Kolding, som anklageren mener er en af de to hovedmænd bag importen, har en historik med ti års fængsel for narkohandel.

Han skulle sammen med manden fra Gram have indsmuglet og solgt 125 kilo hash og et kilo kokain. De blev også dømt for at ville købe yderligere 320 kilo hash. Manden fra Gram blev dengang idømt otte års fængsel, da manden fra Kolding blev set som hovedmanden bag narkohandlen.

Ifølge anklageren skal manden fra Kolding straffes med op til fire års fængsel i den verserende sag, fordi han har en reststraf fra en tidligere dom på tre år og fire måneder, og den skal udløses, fordi det, han er tiltalt for i denne sag, minder om det samme, som han blev dømt for i narkosagen.

Men det er forsvarsadvokaten ikke enig i. 

- Det er helt oplagt, at det her er ikke ligeartet kriminalitet, sagde han i retten i dag. 

Der afsiges dom i sagen den 14. juni i år.