Trafikchikane endte med vold

En 43-årig mand sidder i dag tilbage med sigtelser for vold og hærværk. Han chikanerede tirsdag aften en 64-årig bilist på Tankedalsvej i Kolding.

Den 43-årige påkørte bilisten fra Kolding bagfra, da han åbenbart ikke flyttede sig hurtigt nok. Det endte med, at han hang fast i bilistens anhængertræk.

De to bilister standsede, og den 43-årige sprang op på kølerhjelmen på den 64-åriges bil. Dernæst åbnede han bildøren og slog den 64-årige, inden han stak af.

Politiet fandt frem til den uligevægtige bilist på hans bopæl i Haderslev. Han blev anholdt og har tilbragt natten i arresten.

Han sidder tilbage med en række sigtelser, blandt andet for vold og hærværk.