Tre-enigt Nej til at vie fraskilte

I Koldings største sogn er det kun muligt for fraskilte at blive gift, hvis de selv medbringer en præst.

En nyvalgt præst i Kristkirken nægter at vie fraskilte, og det samme gør hans to kolleger ved kirken, oplyser JyskeVestkysten.

- Efter min mening har vi ikke ret til at vie folk for anden gang, når de før har lovet sig væk "til døden jer skiller", siger den nyansatte præst Per Damgaard Pedersen. Jeg har selv været til bryllup, hvor fraskilte bliver gift igen, og jeg ønsker dem også tillykke, men jeg synes, at de skulle være gået på rådhuset i stedet, tilføjer han.

Stil op til valget

Formand for Grundtvigsk Forum, Torsten Johannesen, ser kritisk på, at sognets mange tusinde medlemmer må "løse sognebånd", hvis de vil giftes anden gang. Det vil sige, at de løser sig fra en præst i det sogn, hvor de bor, og binder sig til en præst i et andet sogn.

Torsten Johannesen siger, at borgerne i Kristkirkens sogn nu har fået klar besked. De kan kun lave om på valget af præster, hvis de kommer på banen og stiller op til menighedsrådsvalget næste år.

Valgt i enighed

Biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, har ellers gjort opmærksom på, at "det vil være fornuftigt med en vis bredde i sammensætningen af præster", men det var et enigt menighedsråd, der valgte præsten, og derfor kan hverken biskoppen eller ministeriet ændre på beslutningen.

- Menighedsrådet vælger ud fra det, som er deres udgangspunkt, og det er specielt, at samtlige medlemmer føler sig som er repræsentanter for Indre Mission, siger han

Tag præsten med

Formand for menighedsrådet, Karen Larsen, siger til JyskeVestkysten, at den ny præst også blev valgt af medlemmer, som ikke er enige i hans holdning til at vie fraskilte.

-Man behøver jo ikke være 100 procent enig med sin præst for at komme i kirken, siger Karen Larsen.

Fraskilte kan dog stadig blive gift i Kristkirken, men kun hvis en præst udefra foretager vielsen.